'Jeg er ekspert i at græde'

Sonja Richter skal spille 'Kvinden i buret', men selvom Susanne Bier lærte hende at græde, er det ikke Richters personlige sorger, der får tårerne til at strømme på filmlærredet.

- Det er godt, I ringer. For det er nemlig mig, der skal spille den rolle.

Sonja Richter griner helt nede fra maven, da hun fortæller, hvornår hun første gang hørte om rollen som Jussi Adlers ’Kvinden i buret’, og vidste, at dén skulle hun spille.

Allerede før holdet bag filmen havde castet hende, havde den 38-årige skuespiller en uforklarlig fornemmelse af, at det var hende der skulle spille politikeren Merete Lynggaard, der forsvinder og holdes fanget af en mand i fem år i et trykkammer.

- En af mine venner var til casting i vinter til rollen som politimanden Carl Mørch. Da han kom tilbage, brokkede han sig højlydt. ’Hvad fanden har de tænkt sig. En kvinde i et bur. Det kan man sgu da ikke lave. Og hvem skal spille det?’. Og det første jeg tænkte var, at det skal jeg da.

- Og da de ringede et par måneder senere, måtte jeg jo fortælle dem, om min fornemmelse.

Richter griner, så det smitter, selvom hun taler om en rolle, hun godt ved bliver svær.

Men det er netop det, hun tænder på.

- Når folk siger til mig, at der er noget, der ikke kan lade sig gøre, så vil jeg.

Så skal du bevise, at det kan lade sig gøre?

- Ja!

- Det er jo en meget god indstilling, men også lidt hårdt. Mange er efter mig, fordi jeg altid skal gøre det sværeste. Men jeg kan godt lide udfordringen. Om det er svært nok. Det er det, jeg bliver tændt af. Og hvis jeg er tændt, så er jeg også klar til at gøre alt det, der skal gøres. Klar til at løbe den maraton. Hvis det er nødvendigt.

5. oktober begynder Richters næste ’maraton’. Filmatiseringen af bestselleren ’Kvinden i buret’. Skrevet for film af Nicolai Arcel, og instrueret af Mikkel Nørgaard.

Mest muligt ud af livet

Tror du din indstilling kan mærkes nede i salen?

- Ja, det håber jeg da, men først og fremmest handler det om, at jeg skal få mest muligt ud af mit liv, og det jeg laver. Når jeg står op om morgenen, vil jeg have det sådan, at jeg har lyst til at tage derhen, hvor jeg skal. Det er jo selvfølgelig ikke hver dag, man kan have det sådan.

Men man kan stræbe efter det, siger Richter, der også glæder sig til det kommende projekt, selvom hun har opdaget, at den digitale teknik, har ændret en filmskuespillers vilkår.

- Det er blevet en anden snak at være skuespiller, fordi de fleste optager digitalt i dag og ikke på film. Det betyder, at instruktøren bare lader kameraet rulle, og derfor skal man blive i følelsen meget længere.

Vi kan dybest set fortsætte i én uendelighed og uden pauser. Det er helt vildt hårdt, særligt for de kvindelige skuespillere, der ofte er dem, der skal præstere de store følelser. Sidste år lavede jeg ’En dans på roser’ med Simon Staho, hvor jeg sad og kamptudede en hel dag. 12 timer! Der væltede tårer ud af øjnene på mig hele tiden, siger Sonja Richter med et stort smil.

- Men det er faktisk hårdt, selvom jeg kan grine ad det.

Var det så dine egne tårer eller glycerin?

- Det var sgu mine egne. Jeg er efterhånden blevet ekspert i at græde. Og det hele er Susanne Biers skyld. For 10 år siden lavede jeg ’Elsker dig for evigt’, og der er ikke én eneste scene, hvor jeg ikke tuder i den film.

Til sidst måtte jeg spørge Susanne, om det virkelig var hendes alvor, at jeg skulle græde, hver gang vi optog.

På sultegrænsen

Dér fandt jeg ud af, at der er mange måder at græde på. Folk græder jo også af grin - eller af lykke. Men jeg bruger ikke af min personlige sorg. Det kommer ikke andre ved. Jeg prøver at finde de følelser, min karakter har, og går så ind i dem.

Hvor meget påvirker det dit privatliv, at du er så meget inde i en karakter?

- I det her tilfælde bliver det ret hårdt, fordi jeg skal tabe mig i løbet af filmen. Jeg er lidt bange for, hvad det gør ved psyken. Hvor mange mentale kræfter det koster, hvis man er på sultegrænsen. For jeg synes egentlig, at min psyke er påvirkelig nok i forvejen. Jeg er ikke en af dem, der har det tykkeste panser, så der er ikke alt for langt, når jeg skal have fat i de ting, jeg skal bruge. Men det er vigtigt at kunne lukke op og i.

Har du kæreste eller børn?

- Nej, ingen af delene, siger Sonja Richter og smiler igen: - Så det kommer ikke til at gå ud over nogen. Andet end mine venner. Og de er vant til det.