Efter flere års kamp mod kræften er B.T.s journalist og anmelder Birgitte Grue død. Hun nåede ikke at aflevere sin sidste anmeldelse mandag aften.

Af Bjørn Westergaard

B.T. har mistet en af sine aller stærkeste og mest anerkendte skribenter. Birgitte Grue, avisens teater-, tv- og film anmelder i over 20 år, døde tirsdag kl.11 på Frederikssund Sygehus.

Hun blev ramt af brystkræft for seks år siden, men nægtede at give op selv om sygdommen langsomt spredte sig til hele kroppen.

Birgitte var en sand fighter og fortsatte sit anmelderarbejde fra sygesengen. Hverken læserne eller os på redaktionen fik at vide hvor slemt det virkelig stod til. Og så sent som i sidste uge afleverede hun sin sidste tv- anmeldelse til B.T. om kokken Claus Meyers nye fængsels-serie.

Det sidste års tid var Birgitte så syg og svækket at hun ikke kunne rejse sig fra hospitalssengen, og hun måtte derfor diktere sine anmeldelser til sin mangeårige veninde, journalist Ane Vigen, som skrev anmeldelserne færdige for hende.

- Birgitte kæmpede til det sidste, og selv om hun ikke mere selv kunne skrive og næsten havde mistet stemmen, så hviskede hun sine anmeldelser til mig. Hun ville ikke svigte avisen og sine mange trofaste læsere. Hendes job betød jo alt for hende, det var det der holdt hende i live.

Stædig og pligtopfyldende, som hun var, fik hun film- og tv-selskaber til at sende DVD-kopier til sygehuset og passede dermed sit arbejde på B.T. upåklageligt, fortæller Ane Vigen.

Birgitte blev kun 66 år. Hendes hjerne var skarp til det sidste og hun var i anmelderkredse kendt som hende der altid havde sin egen mening om tingene. Hun blæste på hvad de andre anmeldere mente, og trods sin knivskarpe pen, og nogle gange ætsende onde kritik, var hun højt respekteret blandt teater, film og tv folk.

Måtte opgive sin sidste film


- Birgitte var trofast over for sit fag og leflede ikke for læserne. Hun havde enorm indsigt og var en eminent anmelder, og så elskede hun sproget, som hun forstod at lege med, siger B.T.s mangeårige tegner Claus Seidel, der var Birgittes faste ledsager til over tusind teater, ballet og operaforestillinger.

 Birgitte nåede få dage før sin død også at se den nye danske film ”En kongelig affære”.

- Hun så den på video fra hospitalssengen, og vi skulle sammen have skrevet anmeldelsen til B.T. mandag aften. Men da vi talte sammen i telefonen følte hun sig for træt og svag, så vi opgav det, siger Ane Vigen, som i går morges fik besked om at Birgittes tilstand var alvorligt forværret.

 - Jeg prøvede at nå frem til hospitalet i Frederikssund fra mit hjem i Næstved, men sad fast i trafik køer undervejs, og da jeg ankom var Birgitte død .

- Men vi har heldigvis taget afsked med hinanden flere gange under hendes lang e sygdomsforløb. Vi talte om døden, for Birgitte var afklaret, og vidste hvor det bar hen, siger hjerteveninden Ane Vigen, der har kendt Birgitte Grue siden de som helt unge var elever sammen på Journalisthøjskolen.

Birgitte Grue arbejdede for dagbladet Aktuelt indtil hun blev headhuntet til B.T. i 1990. Foruden sine mange anmeldelser har hun også skrevet en masse interviews og rejseartikler for avisen.

Birgitte var et friluftsmenneske og ivrig skiløber, men hun var specielt begejstret for ridning. Hun havde sin egen hest, som hun til sin store sorg måtte skille sig af med, da hun blev syg.

Hun var gift med den russiskfødte biolog Eugene, som hun i 1988 mødte i S-toget på vej hjem til Allerød. Birgitte læste altid en masse udenlandske aviser i toget for at følge med i kulturlivet i både New York og London, og den unge russer der sad overfor spurgte hende forsigtigt om han måtte få nogle af de aviser, hun efter læsningen smed ind under sædet.

Eugene fik ikke kun hendes gamle aviser men fik også Birgittes kærlighed.

Bisættelsen finder sted på fredag, men de nærmere oplysninger om tid og sted vil fremgå af dødsannoncen i Politiken og Berlingske Tidende på torsdag.