De har allerede en søn på et år.

Men står det til 38-årige Katharine McPhee, så er hun og hendes mand, 73-årige David Foster, ikke færdige med at få børn.

Det fortalte hun i 'The Jennifer Hudson Show'.

»Jeg ville elske at få en til baby, men nu må vi se,« lød det.

»Vi skynder os ikke helt vildt, men jeg håber da, for jeg elsker at være mor. Jeg elsker det virkelig.«

Hvor Katharine McPhee 'kun' har sønnen, Rennie David Foster, har David Foster hele fem døtre oveni fra tidligere ægteskaber.

Hvor den ældste er 52 år, mens den yngste er 36.

Selvom David Foster, der er musikproducer, er blevet far igen i det, der må betegnes som en sen alder, er der ingen fortrydelse at spore.

»Jeg har elsket hver en dag af det,« fortalte han til People i oktober sidste år.

En af fordelene er, som han selv ser det, at han har mere livserfaring at give fra sig.

»Selvom jeg ikke er her, når han bliver 50, 40 eller måske endda 30 år, så tror jeg, at jeg kan give en del visdom videre til ham fra mine 73 år her på jorden, og det er måske ikke så skidt en byttehandel.«

Katharine McPhee fik sit store gennembrud, da hun i 2006 blev nummer to i 'American Idol'.

David Foster har haft en lang karriere, hvor han har arbejdet med et væld af stjernenavne som Ringo Starr, Dolly Parton, Aretha Franklin og Michael Jackson.

Hvilket gennem årene har kastet 16 Grammy-statuetter af sig.