Hun har ry for at være den søde og bløde af de tre dommere i 'X Factor'.

Men hvis man spørger de deltagere, som forud for de kommende liveshow har arbejdet sammen med Kwamie Liv, så er historien en anden.

De har bestemt ikke den opfattelse, at hun er for blød.

»Overhovedet ikke. Hun er meget professionel og fokuseret på, hvad du kan, og så finde de fejl, der er, så vi kan rette dem op. Det er ikke, fordi hun er sådan: 'Ej, alt er bare godt'. Det er meget professionelt,« forklarer 23-årige Nambahlou Tourél, som er Kwamie Livs solist under 23 år.

Kwamie Livs gruppe kan ikke genkende billedet af, at hun er for blød.
Kwamie Livs gruppe kan ikke genkende billedet af, at hun er for blød. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Netop dette ord, professionel, er noget, der går igen, når man snakker om Kwamie Liv med hendes deltagere.

Pigegruppen DiVERSE kan heller ikke genkende billedet af, at Kwamie Liv skulle være mere sød, end hvad godt er.

»Nej, det vil jeg ikke mene. Man lærer virkelig meget af hende, og hun har virkelig gode råd. Men hun er også virkelig god til at sætte sine grænser for, hvornår man skal være sød, og hvornår der skal være disciplin. Der er en virkelig god balance,« siger Azra Hamid fra gruppen.

Nogle af de samme ord går igen fra Henrik Hedelund Nielsen, som er Kwamie Livs ældste deltager.

»Det er jo fantastisk at arbejde med hende. Hele hendes musikalitet og væremåde. Hun er så dygtig rent musikalsk og kan tage et hvilket som helst nummer og lave det om til noget andet på en helt poetisk måde (...) Men hvis vi ikke lever op til det, så får vi det at vide.«

Det er Kwamie Livs anden sæson som dommer i 'X Factor'. Sidste år lykkedes hun med at få en af sine deltagere på podiet, da Tina Mellemgaard blev nummer tre.