I anledningen af udgivelsen af Hugo Helmigs nye sang 'Sooner or later', som han har lavet i samarbejde med den danske verdensstjerne Lukas Graham, afslører han i et større interview, hvordan coronakrisen og ikke mindst hans kokainmisbrug har påvirket ham de seneste år.

Det gjorde han i et interview i 'Go' Morgen P3' fredag morgen.

Her kunne man høre Hugo Helmig fortælle, at han, trods det seneste års svære kamp, har det godt lige nu:

»Det har jo været lidt op og ned. Men jeg er glad, og jeg glæder mig til at udsende ny musik i dag. Jeg synes, jeg står et godt sted. Føler jeg. Det er lidt roligt for tiden på en eller anden måde,« fortæller Hugo Helmig.

Sidstnævnte henviser Hugo Helmig til den verserende coronakrise, som har medført, at festivalerne rundt omkring i Danmark har måttet aflyse. Det betyder også, at Hugo Helmig altså ikke skal indtage Roskilde Festival med farmand, Thomas Helmig, senere på måneden, som det ellers var planlagt.

Hugo Helmig forklarer dog, at han tager ændringerne med oprejst pande og i stedet vil finde noget andet at bruge sommeren på - dog uden at komme det nærmere.

I programmet springer han hurtigt videre og fortæller om nogle af de følelser, han havde, da han kæmpede med sit misbrug, som han tidligere har fortalt stammer tilbage fra, da han var helt ung.

Tiden omkring kokainmisbruget var ifølge sangeren 'ret intents', og nogle dage havde han faktisk svært ved bare at komme ud af døren.

Han er til gengæld ved at være på den anden side, selvom det har taget ham 'noget tid'.

Det, som særligt hjalp Hugo Helmig ud af misbruget, var albummet 'Lulu', der udkom i slutningen af marts i år.

Han forklarer, at det har hjulpet ham at fortælle om sit kokainmisbrug i flere af sangene på albummet, som er skrevet i sommeren 2019, hvor han besluttede sig for at trække sig fra musikmiljøet og gå i behandling.