Alderen indhenter alle på et eller andet tidspunkt.

Det må også den australske skuespiller Hugh Jackman sande, selvom han gennem årene flere gange er blevet hyldet for sit udseende og kåret som en af klodens mest sexede mænd.

Torsdag rundede skuespilleren, som især er kendt for rollen som Wolverine i 'X-Men'-filmene og for sin præstation i 'Les Misérables', et skarpt hjørne, da han fyldte 50.

I den forbindelse valgte han at dele et ærligt billede af sig selv på Facebook, hvortil han med et glimt i øjet skrev: 'Når folk siger, at 'du ikke ser ud som en på 50', så tror en del af dig på det - indtil du ser dig selv sove'.

Billedet har han siden fået mere end 1,7 millioner såkaldtes likes for, og flere hylder ham i kommentarsporet for at have delt den uredigerede sandhed.

'Jeg er vild med, hvor ærlig dette opslag er', skriver en bruger, mens en anden skriver:

'Lad være med at kæmpe, kammerat. Nu kan du tage en lur, lige når du har lyst, særligt efter de 50 år. Du er menneskelig'.

Privat danner Hugh Jackman par med Deborra-Lee Furness, som han blev gift med i 1996. Sammen har de to børn, der begge er adopterede.