Hr. Stig har opnået kultstatus på rekordtid - men indrømmer: 'Der har været nogle bump på vejen'
Ikke alt har været fryd og gammen for 'Hr. Stig', der pludselig er blevet landskendt.

Ikke alt har været fryd og gammen for 'Hr. Stig', der pludselig er blevet landskendt.

På rekordtid har butleren ‘Hr. Stig’ fået noget nær kultstatus – særligt blandt unge.
Det sker efter, at han servicerede influencer og streamer Rasmus Søndergaard under en to uger lang livesending på internetkanalen Twitch, hvor A-kendisser som Frank Hvam og Jesper Buch gæstede et studie indrettet på Gavnø Slot.
På få uger har Hr. Stig rundet 100 tusinde følgere på Instagram, og han har endda måttet anskaffe sig en manager.
Den 55-årige butler hedder i virkeligheden Thomas Stig Jørgensen, og som uddannet tjener og kok har han indtil nu levet af at servere for gæster i alt fra Danmark til Frankrig.
Den pludselige efterspørgsel på mere 'Hr. Stig' er både overvældende og nyt for Thomas Stig Jørgensen, der nu fortæller B.T., at der »har været nogle bump på vejen« gennem karrieren.
»Nogle gange er jeg rendt med panden mod en mur, fordi folk ikke har forstået mig,« indleder Thomas Stig Jørgensen og tilføjer, at han tilbage i juni havde besluttet sig for ikke at tage flere jobs.
Han forklarer, at han i de seneste år har været i nogle ansættelser, der ikke passede til ham, og hvordan alderen også begyndte at sætte sit præg på jobsøgningen.
»Jeg oplevede noget aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet. Jeg fik mange afslag – nok både på grund af min alder, men også fordi folk troede, at jeg ville komme til at kede mig, fordi jeg har så meget erfaring,« fortsætter han.
Erfaringen bygger på omkring 40 år i hotel- og restaurationsbranchen, hvor han blandt andet har vundet sølv- og bronzemedaljer som kok og tjener, samt arbejdet som butler på franske slotshoteller.
Den uheldige stime, som han ellers var havnet i, lader dog til at være totalt passé.
»Nu er jeg pludselig så fed, og det synes jeg er fuldstændig vanvittigt,« siger han og tilføjer:
»Jeg håber på, at jeg kan leve af bare at være mig.«