Josh Radnor, der er kendt for sin rolle som Ted Mosby i successerien 'How I Met Your Mother', har siden maj 2017 været i krig med sine naboer, efter han fik bygget en stor terrasse. Nu er sagen eskaleret, efter skuespilleren angiveligt havde fået for vane at gå ud på terrassen, smide trøjen og råbe ad sine naboer.

Josh Radnor har nu fået besked på, at han skal holde sig seks meter fra naboerne, Scott og Janice Anderson, der ellers bor lige ved siden af hans villa i det eksklusive Hollywood Hills i Los Angeles, skriver Daily Mail.

Da den 44-årige skuespiller købte villaen i 2007, havde de tidligere ejere lavet en aftale med naboerne om, at de gerne måtte udvide haven, så den gik ind på naboernes grund, så længe man beholdt en lille sti og en mur, som allerede stod der.

Men da Josh Radnor i 2016 besluttede sig for at bygge sin terrasse på det omtalte stykke land, rev han muren ned. Og så startede krigen.

Josh Radnor.
Josh Radnor. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Scott og Janice Anderson fik ret til at rive terrassen ned, da Josh Radnor havde brudt aftalen. Men herefter hev skuespilleren naboerne i retten og fik dommerens ord for, at terrassen kunne blive. Men her stoppede krigen ikke.

Daily Mail har fået fingre i retsdokumenterne, hvor det fremgår, at skuespilleren siden skulle have forsøgt at gøre livet surt for naboerne ved at stå på terrassen i bar overkrop og skrige ad dem, hver gang de er udenfor, hvilket skulle gøre ansatte i naboernes baghave 'ubehageligt tilpas' ved situationen.

Det har betydet, at Scott og Janice Anderson nu har hevet Josh Radnor i retten, hvor det blev slået fast, at skuespilleren nu skal holde sig i en afstand på seks meter af dem.

Josh Radnor mener dog omvendt, at naboerne skal holde sig væk fra ham, efter de angiveligt skulle være kravlet over rækværket for at sidde på hans terrasse, hvilket han beskriver som værende 'en plage' for ham.

Scott og Janice Andersons advokater mener dog, at det er deres ret, da terrassen er bygget på deres grund.

Daily Mail har uden held forsøgt at indhente en kommentar fra Josh Radnor.