Abdel Aziz Mahmoud blev rørt til tårer, da hans mor, Soud Taha, deltog i en paneldebat den 8. marts. Se den rørende video herunder.

Souad Taha, mor til Abdel Aziz Mahmoud og kendt fra tv-programmet 'Familien Fra Lærkevej', deltog torsdag i sin første paneldebat for organisationen Mino Danmark, der arbejder for at ligestille minoritetsgrupper.

Her modtog hun stående klapsalver, da hun delte sine tanker om at have et homoseksuelt familiemedlem i en muslimsk familie. Tanker, som sønnen Abdel Aziz Mahmoud aldrig før havde hørt sin mor ytre sig om.

»Jeg vil rejse mig og sige til alle: Prøv at omfavne. Det er mennesker. Det er ikke nemt for dem at sidde alene på et hjørne. Vil I have, de skal begå selvmord? Siger religionen, at man skal begå selvmord? Nej. Omfavn dem og giv dem kærlighed. Lad forældrene forstå dem,« sagde Souad Taha, mens hun rejste sig op foran tilskuerne. Salen var tydeligvis berørt af hendes meget ærlige ord og rejste sig sammen med hende i en stående applaus.

Sønnen, Abdel Aziz Mahmoud, kunne ikke være der til at overvære paneldebatten, fordi han var vært ved Kvinfos 8. marts fest i anledningen af kvindernes kampdag, der blev afholdt i VEGA.

»Jeg så starten af videoen ti minutter inden, jeg skulle på scenen. Jeg prøvede virkelig på ikke at græde, men endte alligevel med at fælde en tåre,« fortæller Abdel Aziz Mahmoud til BT.

Abdel vil ikke komme nærmere ind på sin mors beskrivelse af, hvordan familien har håndteret det at være muslim og have en homoseksuel søn, fordi mor og søn planlægger at dele netop disse oplevelser i en bog, der vil udkomme til efteråret.

»Jeg tror, det var meget spontant, at min mor delte de tanker om min homoseksualitet. Det er første gang, at hun deltog i en paneldebat, så jeg tror måske, hun brugte anledningen til at sige, hvad hun virkelig har på hjerte,« fortæller Abdel Aziz Mahmoud.

Souad Taha fortalte blandt andet ved arrangementet, at hun af bekendte blev rådet til at stoppe kontakten til sin søn, og at hun først troede, at homoseksualitet var en sygdom eller et aktivt valg.

»Fra den her scene vil jeg sige til dig (Abdel Aziz Mahmoud, red.): Jeg elsker dig, jeg er stolt af dig, og jeg er ligeglad med, hvad folk siger,« siger Souad Taha, der i dag er blevet meget klogere på, hvad det vil sige at have en homoseksuel søn.

Mor og søn blev senere på aftenen forenet i VEGA til 8. marts festen. Her formåede Souad Taha igen at røre en hel sal med mennesker, da Abbel Aziz Mahmoud valgte at hive hende op på scenen.

»Abdel har fået mig til at se anderledes på mennesker, og jeg sætter pris på, at jeg har en søn som ham,« sagde Souda Taha, der bagefter omfavnede sin grådkvalte søn.