'Jeg kan ikke stoppe med at tænke på den lækre, homofobiske mand, der protesterede mod min koncert i går.'

Det skrev rapperen Lil Nas X på Twitter mandag, efter at en gruppe religiøse homofobiske amerikanere demonstrerede foran rapperens koncert i Boston, Massachusetts.

Lil Nas X, med det borgerlige navn Montero Lamar Hill, er nemlig homoseksuel, og det var altså for meget for den religiøse gruppe.

Demonstranterne havde medbragt bannere, hvor der blandt andet stod 'Jesus er Gud: Selv dæmoner ved det' samt 'omvend dig og tro på Gud' med reference til den 23-årige rappers seksualitet.

'Jeg fortalte mit team, at de skulle købe dem pizza. Det er god reklame,' skrev rapperen på sin Twitter.

Og det gjorde de så. Men demonstranterne ville ikke tage imod pizzaerne.

Heldigvis tog Lil Nas X det med et smil, og har sidenhen joket med det på sin Twitter, hvor han blandt andet fortæller, at han blev forelsket i en af demonstranterne.

'Jeg ved bare, at vi har en 'connection'. Jeg savner ham så meget. Jeg er intet uden ham,' joker han.