Hollywoodstjernen Jeff Bridges er blevet ramt af cancer.

Natten til tirsdag dansk tid skriver den amerikanske skuespiller selv på Twitter, at han har fået konstateret en form for lymfekræft.

Den 70-årige Bridges offentliggør den triste nyhed med et citat af en af sine kendteste karakterer, The Dude i filmen 'The Big Lebowski':

»Som the Dude ville have sagt det.. New S**T has come to light.' Jeg er blevet diagnosticeret med Lymhoma (lymfom på dansk, red.).«

Lymfom eller lymfekræft er en form for kræft i lymfeknuderne. Ifølge cancer.dk er der gode chancer for at blive rask, hvis sygdommen bliver opdaget tidligt.

Jeff Bridges selv kalder det en 'alvorlig sygdom.'

Han tilføjer dog, at han er omgivet af dygtige læger, og at hans prognoser er gode.

Hans karriere tæller over 70 film, hvor 'The Big Lebowski' fra 1998 nok er en af de mest kendte.

Jeff Bridges med æresprisen, Cecil B. DeMille-prisen, ved Golden Globe i 2019.
Jeff Bridges med æresprisen, Cecil B. DeMille-prisen, ved Golden Globe i 2019. Foto: MARK RALSTON
Vis mere

Han fik en Oscar i 2010 for bedste mandlige hovedrolle i filmen 'Crazy Heart', og i 2019 modtog han en ærespris til Golden Globe.

Prisen gives til en person, der har sat et afgørende aftryk i underholdningsbranchen. En hæder, som tidligere er gået til stjerner som Audrey Hepburn, Robert De Niro og Martin Scorsese.