»Hver gang jeg ser hans ansigt, ser jeg lige gennem hans røvhul.«

Sådan lyder det opsigtsvækkende fra den 67-årige Hollywood-stjerne Mickey Rourke om sin kollega Robert de Niro, ifølge den britiske avis The Independent.

Robert De Niro er angiveligt skyld i, at Mickey Rourke ikke medvirker i den berømte amerikanske instruktør Martin Scorseses kommende gangsterserie 'The Irishman', der ud over Robert de Niro også har gamle gangsterkendinge som Al Pacino og Joe Pesci på rollelisten.

»Marty Scorsese ville have et møde med mig om en film med Al Pacino, Joe Pesci og Robert De Niro,« siger Rourke under et videointerview på italiensk tv.

Robert De Niro, kendt for utallige filmroller fra 'Taxi Driver' over 'Meet The Fockers' til den kommende 'The Joker', er under heftig beskydning fra sin kollega Mickey Rourke
Robert De Niro, kendt for utallige filmroller fra 'Taxi Driver' over 'Meet The Fockers' til den kommende 'The Joker', er under heftig beskydning fra sin kollega Mickey Rourke Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

»Casteren fortalte min manager, at Robert De Niro nægtede at arbejde sammen med mig i en film,« uddyber han.

Ifølge Mickey Rourke, kendt for langtidsholdbare successer som 'The Wrestler' og 'Barfly', er årsagen en over 30 år gammel fejde, der begyndte under indspilningen af firserfilmen 'Djævelen i hjertet', på engelsk 'Angel Heart'.

»Det er bedre, hvis vi ikke taler sammen,« skulle Robert De Niro dengang have sagt til Mickey Rourke.

Det var første og sidste gang, de to medvirkede i en film sammen.

Amatørbokseren og stjerneskuespilleren Mickey Rourke afslører årtier gammel konflikt med Robert De Niro
Amatørbokseren og stjerneskuespilleren Mickey Rourke afslører årtier gammel konflikt med Robert De Niro Foto: MAXIM SHIPENKOV
Vis mere

Udtalelsen skuffede Mickey Rourke dybt, som ellers så op til Robert De Niro, der med film som 'Godfather II', 'Taxi Driver' og 'Raging Bull' om en amerikansk bokser blev kendt for at spille hærdede og hårdkogte mænd i gaderne.

Det var roller, Mickey Rourke kunne genkende fra sit eget liv. Han havde selv en hård opvækst i både New York og Florida, blev bokser og som voksen afhængig af stoffer og alkohol.

»Nu ser jeg ikke op til ham længere, jeg ser igennem ham,« siger Mickey Rourke i interviewet om Robert De Niro.

»Jeg kom op fra 'lortet'. Han kender ikke til det liv. Jeg levede et fucking liv.«

»Så hver gang jeg ser hans ansigt, ser jeg lige gennem hans røvhul,« siger Mickey Rourke, der indrømmer at være 'sur', fordi han mangler penge.

Robert De Niro voksede også op i New York, men i modsætning til Rourke i en kunstnerfamilie.

Både The Independent og B.T. arbejder på en kommentar fra Robert De Niro.

'The Irishman' er til dato den dyreste Martin Scorsese-produktion. Serien får premiere i november på Netflix.