Ovenfor ses han i traileren for 'Full Metal Jacket'.

Den amerikanske skuespiller R. Lee Ermey, der især var kendt for sine hårdhudede og autoritære militær-roller, er død. Han blev 74 år.

Det oplyser hans manager - Bill Rogin - i en udtalelse mandag.

'Det er med stor sorg, at jeg må oplyse jer alle om, at R. Lee Ermey denne morgen er død som følge af komplikationer af lungebetændelse. Han vil blive savnet af os alle. Det er et forfærdeligt tab, som ingen var forberedt på. Han betød så meget for så mange', skriver manageren i udtalelsen, som er blevet delt på skuespillerens Facebook-side.

Før karrieren som skuespiller tog fart, arbejdede R. Lee Ermey i det amerikanske militær som sergent og var blandt andet udstationeret i Vietnam.

Han fik sin første rolle i 1979 i filmen 'Apocalypse Now' som helikopterpilot, mens han samtidig rådgav filmens instruktør Francis Ford Coppola om de mere tekniske militær-aspekter.

Derefter fik han en del mindre roller, indtil han fik sit gennembrud i filmen 'Full Metal Jacket' fra 1987.

Egentlig var det slet ikke meningen, at han skulle have været med i filmen, skriver det amerikanske medie Variety. Han var blevet ansat som rådgiver for instruktøren Stanley Kubrick, men Kubrick blev så imponeret af den instruktionsvideo, som Ermey sammensatte - hvori han flere gange kom med lange tirader mod skuespillerne og statisterne - at han hyrede ham til rollen som sergent Hartman.

Helt usædvanligt lod Kubrick den tidligere militærmand improvisere det meste af sin dialog i filmen, ligesom han gav ham ret til selv at skrive eller ændre i den dialog, der var planlagt.

Rollen som sergent Hartman er en af R. Lee Ermeys mest berømte, og han endte med at blive nomineret til en Golden Globe for bedste birolle for den.

ARKIVFOTO. Her ses R. Lee Ermey med den tidligere amerikanske præsident President George W. Bush.
ARKIVFOTO. Her ses R. Lee Ermey med den tidligere amerikanske præsident President George W. Bush. Foto: JIM WATSON
Vis mere

I alt nåede R. Lee Ermey at medvirke i mere end 60 forskellige film- og tv-produktioner i sin skuespilkarriere, der nåede at strække sig over fire årtier. Ofte kunne man se ham i en autoritets- eller militærrolle.

Udover rollen som sergent Hartman er han især kendt for sin rolle som borgermester Tillman i filmen 'Mississippi Burning', som sheriffen Hoyt i genindspilningen af 'Texas Chainsaw Massacre' og for at lægge stemme til figuren General i animationsfilmene 'Toy Story'.