Nicolas Cage stjal billedet, da der mandag var gallapremiere på hans nye film, 'Running with the Devil' i Writers Guild Theater Beverly Hills.

Filmstjernen går normalt på den røde løber i jakkesæt og tilbagestrøget hår, men der var langt til det polerede look til mandagens premiere.

Iført fuldskæg, stor hat, cowboyjakke og jeans var han nærmest ukendelig, selv om skuespillerens karakteristiske, vilde øjne lyste op som sædvanligt.

I filmen 'Running with the Devil' spiller Cage en højtstående narkoboss, som skal løse mysteriet om, hvor kartellets kokain hele tiden bliver stjålet, når det bliver importeret til USA.

Det vilde udtryk i øjnene har han altid haft, men selv inkarnerede fans måtte kigge en ekstra gang, da han troppede op på den røde løber. (Foto: Scanpix)
Det vilde udtryk i øjnene har han altid haft, men selv inkarnerede fans måtte kigge en ekstra gang, da han troppede op på den røde løber. (Foto: Scanpix) Foto: I. Hasegawa
Vis mere

Privat har stjernen også skullet løse lidt af et mysterium. Tilbage i marts vågnede han nemlig op i Las Vegas efter en kæmpe druktur, og var blevet gift med den 34-årige make up-artist Erika Koike.

Det var hans fjerde ægteskab, men det første, hvor han ikke kunne huske et hak af, hvordan det gik til, at de var blevet gift. Fire dage senere forsøgte han at få det annulleret, men han endte med at blive slæbt igennem en skilsmisse, der først var afsluttet tre måneder senere.

Parret har datet i en periode op til fuldemandsbrylluppet, men Nicolas Cage lod efterfølgende verden forstå, at han ikke ville smedes sammen med Koike, fordi hun så andre mænd, mens de var kærester.

Nicolas Cage har tidligere været gift med Lisa Marie Presley, Patricia Arquette og Alice Kim.

Sådan kender vi Nicolas Cage fra den røde løber. (Foto: Scanpix)
Sådan kender vi Nicolas Cage fra den røde løber. (Foto: Scanpix) Foto: TIZIANA FABI
Vis mere