Skuespillerinden Marcia Cross, kendt fra tv-serien 'Desperate Housewives', blev i 2017 ramt af den sjældne kræftsygdom analkræft, og hun har oplevet, at netop den form for kræftsygdom er forbundet med stor skam for mange.

Derfor fortæller verdensstjernen nu åbent om sit eget forløb.

I et interview med People fortæller skuespillerinden, der er bedst kendt for sin rolle som den ordentlige Bree Van de Kamp fra 'Desperate Housewives', at hun med sin egen historie håber at gøre analkræft mindre tabubelagt.

»Jeg har læst en masse historier fra mennesker, der har overlevet en kræftsygdom, og mange mennesker, især kvinder, var for flove til at fortælle, hvilken form for kræft de havde. Der er meget skam forbundet med det. Det, synes jeg, skal stoppe,« siger Marcia Cross til People.

Desperate Housewives-stjernerne Felicity Huffman, Eva Longoria og Marcia Cross.
Desperate Housewives-stjernerne Felicity Huffman, Eva Longoria og Marcia Cross. Foto: GUS RUELAS
Vis mere

I september fortalte hun på sin Instagram-profil, at hun havde været ramt af kræft, og delte et billede af sig selv med kort hår.

Det er dog først nu, Marcia Cross går i detaljer med forløbet.

Skuespillerinden blev opmærksom på sygdommen tilbage i november 2017, hvor hun efter en rutineundersøgelse hos sin gynækolog blev sendt videre til en endetarmsundersøgelse. Hun fik senere taget biopsier, der kunne bekræfte, at der var tale om analkræft.

Lægerne anbefalede, at man undgik operation for at bevare muskulaturen bedst muligt. Og det er en beslutning, Marcia Cross i dag sætter stor pris på.

»Efter at have indset dens store betydning er jeg nu stor fan af anus,« siger Marcia Cross til People.

Hun fortæller, at hun gennem hele forløbet, især gennem det tre måneder lange behandlingsforløb, har gjort en dyd ud af at forsøge at se humoren i den umenneskelige situation.

I dag er hun rask, og hendes krop fungerer, som den skal, ligesom hendes læge har sagt, at hun har lav risiko for tilbagefald.

Marcia Cross medvirkede fra 2004 til 2012 i hitserien 'Desperate Housewives', og siden har hun medvirket i en række mindre kendte tv-serier som 'Quantico' og 'Youth and Consequences'.