Hollywood-stjernen Kristen Wiig har formået at gå helt under radaren og er i al hemmelighed blevet gift.
Det var den 47-årige skuespillerinde, der selv afslørede sin nye civilstatus, da hun onsdag medvirkede i 'The Howard Stern Show'.
Her snakkede hun om sit liv med sin udkårne, Avi Rothman, og deres to små tvillinger, da hun helt afslappet blot refererede til Rothman som sin 'mand'. Det skriver People.
»Jeg er meget heldig, fordi jeg har de her to små babyer og min mand,« siger hun i interviewet.
»De gør alting bedre, og de har forandret mit liv,« fortsætter hun.
Kristen Wiig fortæller også, at hun ikke er på optagelser i øjeblikket, men at hun gør klar til at skulle ud og promovere sin kommende komedie, Barb & Star Go To Vista Del Mar.
Noget, som hun frygter, fordi det betyder, at hun skal være væk fra sine spædbørn.
»Det er rigtig hårdt, fordi jeg er overbevist om, at de vil glemme, hvem jeg er, hvis jeg er væk bare en enkelt dag,« siger hun.
»Jeg har set mine børn i øjnene og sagt: 'Jeg er jeres mor',« tilføjer hun med et grin.
Kristen Wiig og Avi Rothman viste sig frem som par i offentligheden for første gang i 2016 og har siden formået at holde forholdet forholdsvist privat.
I august 2019 bekræftede de dog, at de var blevet forlovet, og i juni 2020 blev de forældre gennem en rugemor.

