Hollywood-stjernen Sophia Bush afslører tirsdag aften på Instagram, at hun skal giftes.

Den 39-årige skuespiller, der i Danmark nok bedst er kendt for sin rolle som Brooke Davis i teenagedramaserien 'One Tree Hill', er blevet forlovet med sin kæreste, forretningsmanden Grant Hughes på en ferie ved Comosøen i Italien.

'Det viser sig, at det at være din yndlingspersons yndlingsperson er den bedste følelse i verden,' skriver Sophia Bush til sit Instagramopslag, hvor hendes kæreste er i gang med at fri til hende, da de er ude og sejle.

Det er ikke første gang, at Sophia Bush har sagt ja til en mand.

Sophia Bush og Chad Michael Murray i 2005.
Sophia Bush og Chad Michael Murray i 2005. Foto: MICHAEL BUCKNER
Vis mere

Tilbage i 2005 blev hun gift med sin 'One Tree Hill'-kollega Chad Michael Murray, men de blev skilt igen året efter.

Til magasinet 'Biography today' udtalte hun blandt andet:

»Det knuser mig, hvordan jeg er blevet reduceret til en Hollywood-statistik - endnu et joke-ægteskab. Jeg har aldrig tænkt på at skulle giftes mere end en gang...fordi jeg vidste, hvad jeg gik ind til og vil altid tro på kærligheden.«

Hun datede siden flere skuespiller-kollegaer og en programleder hos Google, før hun i 2020 officielt fandt sammen med forretningsmanden Grant Hughes, som hun nu altså skal giftes med.

Siden 'One Tree Hill' blev sendt på tv op igennem 00'erne, har Sophia Bush blandt andet medvirket i politi-serien 'Chicaco P.D.' og lagt stemme til en karakter i animationsfilmen 'De utrolige 2'.