Den amerikanske præsident Donald Trump er efterhånden kendt for at tage kampe med Hollywood-stjerner på Twitter.

Og søndag gjorde han det igen, da han gik i Twitter-krig med den amerikanske skuespiller Debra Messing.

Den 51-årige skuespiller, der er bedst kendt for sin mangeårige hovedrolle i komedieserien ‘Will og Grace’, er ligesom mange andre Hollywood-kendisser offentlig modstander af den amerikanske præsident.

Om et par uger afholder Donald Trump en såkaldt ‘fundraiser’ for at samle penge ind til sin kommende genvalgskampagne. Arrangementet finder sted i Beverly Hills og falder sammen med ugen for den prestigefyldte tv-pris Emmy-uddelingen. Fredag skrev Debra Messing i den forbindelse et tweet, hvor hun opfordrer til, at man laver en liste over alle, der deltager i arrangementet.

Debra Messing er især kendt for sin rolle i 'Will og Grace'.
Debra Messing er især kendt for sin rolle i 'Will og Grace'. Foto: LISA O'CONNOR
Vis mere

‘Offentligheden har ret til at vide det’, skriver hun, mens hun linker til en artikel om arrangementet.

Som Donald Trump har haft det for vane tidligere, lod han naturligvis ikke det tweet stå uimodsagt, og søndag aften - mens mange andres blik var stift rettet mod orkanen Dorian - tog præsidenten sig tid til at tweete om Debra Messing.

‘Jeg har ikke glemt, at da det blev annonceret, jeg skulle lave ‘The Apprentice’ (amerikansk tv-program, red.), og da det blev et stort hit, som hjalp på NBC’s programmer, der fejlede, så kom Debra Messing op til mig og takkede mig, hun kaldte mig endda ‘Sir’. Sikke tiderne skifter’ skrev Donald Trump i sit tweet.

Tweetet fik flere til at kritisere Trump for ikke at gå op i vigtigere ting end at kritisere Debra Messing, da tweetet kom, mens man forberedte sig på, at orkanen Dorian gik i land på Bahamas.

Orkanen er en kategori fem-orkan og er vurderet til at være en af de kraftigste orkaner, der nogensinde har ramt amerikansk land. Samtidig kommer tweetet i kølvandet på en weekend, hvor USA har været ramt af masseskyderi i Odessa, Texas.

Skuespiller Debra Messing skriver også, at hun selv undrer sig en smule over præsidentens fokus på hende.

'Jeg vågnede op til en telefon, der gik helt amok i notifikationer. Jeg blev bange. Jeg tænkte ‘åh NEJ. Fortæl mig ikke, der er et tredje masseskyderi denne weekend. Fortæl mig ikke, at folk på Bahamas har mistet deres hjem eller liv i orkanen Dorian,’ skriver Debra Messing på Instagram og tilføjer:

‘Det var Trump (...) Hvad Trump var optaget af midt i tragedierne var mig. Det SIDSTE, han burde være optaget af og tweete om,’ skriver skuespillerinden.