Den amerikanske skuespillerinde og komiker Anna Faris er blevet gift i al hemmelighed med sin forlovede, den 51-årige filmmand Michael Barrett.

Det kom den 44-årige Hollywood-stjerne selv til at røbe i sin podcast 'Anna Faris is Unqualified'.

»Jeg ser mig omkring lige nu, og min forlovede - eller han er nu min mand,« lyder det fra Anna Faris i podcasten, før hun beklager, at hun kom til at tale over sig.

»Undskyld, skat. Det røg ud af mig, men det føles bare som om, at jeg ikke kan sige forlovede mere,« siger hun.

Det var helt tilbage i januar 2020, det kom frem at Anna Faris og Michael Barrett var blevet forlovede.

Deres forhold startede i 2017 under optagelserne til filmen 'Overboard', hvor Anna Faris spillede hovedrollen Kate, og Michael Barrett var cinematograf.

Men hemmelighedsfuldheden omkring det nyslåede ægteskab fortsætter lidt endnu.

For det er ikke mange detaljer, som skuespillerinden røber efter afsløringen om ægtemålet i den nye podcast.

»Det var på et lokalt rådhus i Washington, det var fantastisk,« røber hun dog.

»Det var fantastisk, det føles godt,« siger hun, inden emnet tilsyneladende er udtømt fra skuespillerindens side.

Ægteskabet med Michael Barrett er Anna Faris' tredje af slagsen.

I fire år var hun gift med skuespilleren Ben Indra, som hun blev skilt fra i 2008. Året efter blev hun gift med skuespilleren Chris Pratt, som hun blev skilt fra i 2018 efter otte års ægteskab. De har sammen Jack på otte år.