Den amerikanske komiker og skuespiller Kevin Hart er angiveligt blevet udsat for afpresning. Sagen omhandler en video, som angiveligt viser den verdenskendte komiker i en seksuel kontekst med en uidenficeret kvinde, som ikke er hans kone.

Det skulle have fået en noget brødebetynget Kevin Hart til at undskylde for sine fejl til sin hustru og børn i en video, som han lagde ud på sin Instagram-profil lørdag. Det skriver flere internationale medier herunder People.

Tidspunktet kunne heller ikke være mere ubelejligt, da komikeren i øjeblikket venter et barn med sin bedre halvdel, Eniko Parrish.

Den 38-årige komiker undskylder i sin video for 'tidligere fejl' og 'dårlige dømmekraft'. Her forklarer han; »Jeg begik en fejl, og jeg placerede mig selv i et miljø, hvor kun dårlige ting kan ske. Og det gjorde de. Ved at gøre det, er jeg klar over, at det vil såre de personer, som er mig nærmest - min kone og børn - som jeg har talt med og undskyldt over for.«

Videoen, hvor Kevin Hart forklarer sig selv, skyldes ifølge TMZ, at komikeren er blevet konfronteret med videomateriale, der antyder, at han har været sin kone utro.

Ubekræftede kilder oplyser ifølge TMZ, at en kvinde angiveligt har krævet penge fra Kevin Hart i forbindelse med videomaterialet, der skulle vise ham og en kvinde i en seksuel kontekst.

Både TMZ og People skriver også, at de har været i kontakt med Kevin Harts repræsentant, der fortæller, at »Nogen fejllagtigt har forsøgt at afpresse Kevin. Politiet er involveret, så vi kan derfor ikke kommentere yderligere på sagen, da det kan påvirke efterforskningen.«

I teksten til den følelsesladet video på Kevin Harts Instagram-profil skriver han: 'Sender mange undskyldninger til min kone og børn. Jeg bliver nødt til at gøre det bedre, og det vil jeg. Jeg er ikke perfekt, og jeg har aldrig hævdet det. Jeg elsker jer alle.'

»Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg føler, at jeg har en skydeskive på ryggen,« siger Kevin Hart desuden i videoen på sin Istagram-profil.

»Men jeg vil heller ikke tillade, at en person udnytter min fejl til sin økonomiske vinding. Og i denne specifikke situation var det tilfældet. Jeg vil hellere konfrontere mine fejl.«

Kevin Harts video, hvor han undskylder og forklarer sig selv, er siden lørdag aften blevet set mere end 2,5 millioner gange.