Spekulationerne har længe svirret, når Hollywood-stjernen Charlize Theron har vist sig med sin syv-årige.

Barnet, Jackson, er født som dreng, men har de seneste par år altid gået klædt i traditionelt pigetøj.

Prinsessekjoler, langt, flettet hår og pigede sandaler har ikke været unormal påklædning, og nu bekræfter Charlize Theron, at Jackson ser sig selv som en pige.

»Ja, jeg troede også hun var en dreng. Indtil hun kiggede på mig, da hun var tre år, og sagde ’jeg er ikke en dreng!’. Så sådan er det. Jeg har to smukke døtre, som jeg, ligesom alle andre forældre, vil beskytte og se trives,« fortæller den 43-årige skuespiller til Daily Mail.

Charlize Theron har adopteret begge sine børn. Hun fik Jackson, da hun var spæd for syv år siden og har efterfølgende adopteret den i dag treårige pige August.

Theron fortæller, at hun mener, at begge hendes børn er født som den, de skal være, og at de begge skal finde sig selv, mens de vokser op og finder ud af, hvem de vil være.

Det er nemlig op til dem selv og ikke hende, understreger skuespilleren.

Hun er alenemor, men har tidligere dannet par med skuespilleren Sean Penn.

Sean Penn og Charlize Theron.
Sean Penn og Charlize Theron. Foto: SEBASTIEN NOGIER
Vis mere

De to gik fra hinanden for fire år siden efter et to år langt forhold, hvor de nåede at blive forlovet men aldrig gift.

Der går rygter i Hollywood om, at Charlize Theron dater skuespilleren Brad Pitt, som netop officielt er blevet fraskilt Angelina Jolie.

Dog har ingen af partnerne bekræftet forholdet.

Rygterne går på, at de to skulle være blevet introduceret til hinanden af netop Sean Penn.