Den amerikanske Hollywood-stjerne, Jada Pinkett Smith, har afsløret, at hun har kæmpet med det, hun selv betegner som sexafhængighed. Det fortalte stjernen, der er gift med Will Smith, i sit tv-show 'Red Table Talk', ifølge Fox News.

»Da jeg var yngre, er jeg overbevist om, at jeg havde en form for sexafhængighed, ja, at alt kunne løses med sex,« fortalte skuespillerinden. Hun fortalte samtidig, at hendes afhængighed har skiftet igennem hendes liv.

Den 46-årige tv-stjerne har tidligere talt om, at hun har været afhængig af onani. Hun har fortalt, at hun - da hun var 21 - brugte sexlegetøj til at give sig selv 'fem orgasmer om dagen'. Hun huskede ikke, om hun brugte sexlegetøj med en partner, men afslørede at hun gav sig selv flere orgasmer i træk.

Hun afslørede i samme program, at hun også havde kæmpet med andre former for afhængighed. blandt andet af træning og alkohol.

Hun fremhæver selv, at hun nåede bunden engang, hvor hun var alene hjemme i huset. I løbet af dagen havde hun drukket to flasker vin, men da hun skulle til den tredje flaske slog det hende 'Stop nu, du er i huset alene, og du er i gang med din tredje flaske vin. Du har nok et problem,' husker hun.

Siden har hun skåret alkohol ud af sit liv. Hun har samtidig indset, at hun er nødt til at holde øje med sig selv, fordi hun har hang til at blive besat af ting.

Red Table Talk er et nyt tv-show, der fik premiere 7. maj på Facebook Watch.

Jada Pinkett Smith har blandt andet medvirket i filmen 'Matrix Reloaded', hun er mor til to. Hun har siden 1997 været gift med Will Smith, der blandt andet har optrådt i tv-serien 'The Fresh Prince i Bel Air', Independence Day og Men in Black-filmene.