Den berømte Hollywood-stjerne Lisa Banes er i kritisk tilstand.

Den 65-årige skuespillerinde, der blandt andet er kendt fra filmene 'Gone Girl' og 'Cocktail', blev fredag aften lokal tid ramt af en scooter i New York.

Det skriver adskillige amerikanske medier – heriblandt CNN, TMZ og Variety, som har fået oplysningerne bekræftet af politiet.

Ifølge politiet blev de kaldt ud til en ulykke omkring klokken 18.30 fredag aften amerikansk tid.

Her fandt de Lisa Banes liggende på vejen med alvorlige hovedtraumer, og hun blev derfor hastet til hospitalet, hvor hun fortsat ligger indlagt i kritisk tilstand.

De amerikanske medier har talt med Lisa Banes' talsperson, som fortæller, at skuespillerinden var på vej over et fodgængerfelt, da hun blev ramt af en mand på en elscooter, som kørte over for rødt.

Manden stak derefter af fra stedet.

Der er mandag morgen angiveligt ikke foretaget nogen anholdelser i sagen, og politiet har ligeledes heller ikke udsendt en beskrivelse af gerningsmandens udseende.

Lisa Banes har – udover 'Gone Girl' og 'Coctail' – medvirket i blandt andet 'Six Feet Under' samt tv-serien 'Kongen af Queens'.

Hendes familie har i kølvandet på ulykken opfordret alle med information i sagen om at kontakte politiet.