Den 65-årige Hollywood-skuespillerinde Lisa Banes døde i juni af sine kvæstelser efter at være blevet ramt af en flugtbilist.
Efterfølgende bad skuespillerindens familie om hjælp til at finde gerningsmanden, og nu mener politiet i New York endelig at have fundet ham.
En 26-årig mand fra Manhattan ved navn Brian Boyd er nemlig blevet anholdt i sagen, oplyser NYPD fredag.
Han er blevet anklaget for ikke at holde tilbage for en fodgænger og for at forlade en ulykke, der viste sig at få fatale konsekvenser.
Det var patruljerende betjente, der foretog anholdelsen sent torsdag aften, efter de genkendte Brian Boyd fra et internt eftersøgningsbillede, skriver New York Post.
Ulykken fandt sted fredag 4. juni, hvor politiet blev kaldt til stedet klokken 18.30 amerikansk tid.
Her fandt de Lisa Banes liggende på vejen med alvorlige hovedtraumer, og hun blev derfor hastet til hospitalet.
Hun havde været på vej over fodgængerfeltet, da hun blev ramt af en mand på en elscooter, som kørte over for rødt.
Gerningsmanden stak derefter af fra stedet.
Ugen efter stod det klart, at Lisa Banes ikke kunne overleve de skader, der var blevet pådraget hendes hjerne efter sammenstødet.
Lisa Banes var særlig kendt for sine roller i filmene 'Gone Girl' og 'Coctail' og har blandt andet også medvirket i filmen 'Six Feet Under' og tv-serien 'Kongen af Queens'.
Hun efterlod sig hustruen Kathryn Kranhold.


