Filmproduceren Dillon Jordan er blevet anholdt og sigtet for at stå bag en større prostitutionsring.

En prostitutionsring, som han angiveligt har formået at holde hemmelig ved at skjule den gennem sit produktionsfirma, PaperChase Film.

Det skriver adskillige amerikanske medier, heriblandt New York Post og Hollywood Reporter.

49-årige Dillon Jordan har produceret en række Hollywoodfilm med store stjerner i hovedrollerne.

Det var for eksempel hans virksomhed, der stod bag den prisvindende film 'The Kindergarden Teacher' fra 2018, hvor Maggie Gyllenhaal spiller hovedrollen, mens han firma ligeledes har lavet 2019-filmen 'The Kid' med Ethan Hawke i den ledende rolle.

Ifølge amerikanske medier blev Dillon Jordan anholdt torsdag.

Han er anklaget for at have solgt kvinder videre til mænd rundt omkring i hele USA i mindst syv år fra 2010 til 2017.

Ifølge anklageskriftet skal Dillon Jordan have udnyttet sit produktionsfirma, der er beliggende i Californien, til at skjule de indtægter, han tjente i forbindelse med sin prostitutionsring.

Dillon D. Jordan (højre) på den røde løber til screeningen af filmen 'Skin' i juli 2019.
Dillon D. Jordan (højre) på den røde løber til screeningen af filmen 'Skin' i juli 2019. Foto: Robyn Beck
Vis mere

Han skal angiveligt have samarbejdet med en bordelmutter, som han har delt kvinder og kunder med.

»Dillon Jordan har angiveligt i årevis stået bag en omfattende prostitutionsring, hvor han har udnyttet sine firmaer til at skjule den indkomst, han fik ud af at udnytte kvinder,« siger anklageren Audrey Strauss i en udtalelse.

»Men nu er festen ovre, og filmen er slut,« fortsætter hun.

Dillon Jordan er blandt andet sigtet for rufferi og hvidvaskning af penge. Hvis han bliver kendt skyldig, kan han risikere en straf på op mod 20 års fængsel.

Hollywood-producerens advokat har endnu ikke udtalt sig om sin klients sigtelser.