Højenergifysiker og professor emeritus ved Niels Bohr Institutet, Holger Bech Nielsen, reagerer nu på Sidney Lees død:

»Det er meget sørgeligt,« siger Holger Bech Nielsen, der kendte realitystjernen gennem ‘Genialos’ – deres årlige nytårsprogrammer på Radio24syv.

I programmerne kiggede det umage makkerpar tilbage på året, der var gået og også frem mod det kommende år.

»Sidneys bidrag til diskussionerne var helt unikke,« siger Holger Bech Nielsen og ihukommer særligt en diskussion af den såkaldte Mandela-effekt, som de to havde oppe at vende i flere år.

Sidney Lee mente, at forskerne ved CERN i Schweiz er kommet til at spalte tiden i mange dele med partikelacceleratoren LHC, så virkeligheden ikke længere passer til mange menneskers minder om fortiden.

Selv var Holger Bech Nielsen mere skeptisk og forsøgte at forklare fænomenet med sund fornuft. De to personligheders argumenter var fængslende radio for mange.

»Den slags diskussioner tror jeg ikke, man kan finde nogen erstatning for,« siger Holger Bech Nielsen.