Anne Gadegaard kan efterhånden føde når som helst.

Det er lige oppe over for MGP-vinder Anne Gadegaard, som kan føde en lille pige når som helst. Hun er lige nu 39 + 5 henne, og det kan efterhånden mærkes på tålmodigheden, for Anne Gadegaard synes, at tingene er ret træls for tiden. Det fortæller hun på sin blog.

I takt med, at fødslen rykker tættere på, har Anne Gadegaard gjort sig nogle tanker om, hvordan hun rent faktisk tænker, at hun gerne vil føde.

'Med hensyn til selve fødslen, så kan jeg kun sige, at jeg tager det hele som det kommer. Jeg tror personligt ikke på, at man kan forberede sig på det,' skriver hun.

Der er dog nogle ting, Anne Gadegaard gerne vil have til rådighed, når baby melder sin ankomst.

'Jeg vil for eksempel rigtig gerne have et badekar til rådighed, da jeg har hørt, at varmt vand skulle virke smertelindrende, så det kunne jeg godt tænke mig, hvis det kan blive muligt. Hvis smerten tager meget overhånd, så har jeg det også helt fint med en epiduralblokade. Men jeg er også helt klar på at prøve lattergas inden en eventuel epiduralblokade,' skriver hun.

Den smukke MGP-vinder tager altså tingene lidt, som de kommer, og hun glæder sig til hele oplevelsen omkring fødslen.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk