Hvis du så 'Vild med dans' fredag aften, lagde du måske mærke til, at forsangerinden i husorkesteret, 'The Antonelli Orchestra', har en voksende babybule.

Den betyder nu, at hun efter premieren på den nye sæson af det populære danseprogram trækker sig og går på barsel. Det skriver den højgravide sangerinde – Stine Hjelm Jacobsen – selv på sin Instagram.

I samme ombæring oplyser hun, at hendes afløser er fundet, og at det bliver ingen ringere end Caroline Franceska, der tidligere har sunget kor for blandt andre Burhan G og Medina.

'Det gik! Nu vil jeg slæbe mit store korpus på barsel ... Stjernedygtige Caroline Franceska holder skansen, indtil jeg er klar igen,' skriver Stine Hjelm Jacobsen på Instagram.

Den 39-årige sangerinde, der tidligere har været forsanger i den danske elektropopduo 'Electric Lady Lab', venter sit første barn sammen med den kendte tv-kok Thomas Castberg, der blandt andet er kendt fra tv-programmet 'Masterchef'.

Stine Hjelm Jacobsen offentliggjorde selv den glædelige nyhed for tre måneder siden på Instagram.

I podcasten 'Helt ærligt, mor' afslørede den kommende mor ifølge ugebladet Se og Hør, at graviditeten ikke var planlagt.

»Jeg var faktisk begyndt at tænke ... Jeg havde ikke nogen kæreste, jeg er 38 år, nu nærmer jeg mig 39. Gad vide, om jeg overhovedet kan blive gravid? Og så mødte jeg en superdejlig fyr, og vi var jo knap nok blevet kærester. Bum! Så var jeg gravid,« fortalte hun i podcasten.