Han har købt en hel engelsk landsby, fået trusler på livet og er Sveriges rigeste mand takket være familiens verdensomspændende tøjimperium.

Men medvinden er blevet til modvind for tøjkæden H&M og dens ejer, Stefan Persson, der kan kalde sig Sveriges rigeste mand. Kæden har været ramt af faldende omsætning, og torsdag meddelte koncernen, at man vil lukke 250 butikker som følge af coronakrisen.

Men hvor galt kan det egentlig gå for det efterhånden ikoniske svenske brand og dets rige ejer?

Ifølge professor i økonomi ved Aalborg Universitet Anders Drejer er det næppe lukningen af 250 butikker, som får H&M i knæ. Kæden har i alt knap 5.000 butikker på verdensplan, så i det perspektiv er de 250 som en fisk i havet.

»Det vil ikke ramme dem så hårdt, som man skulle tro. Det er formentlig lejede butikker, og hvis lukningerne ikke sker i Danmark, så skal man ikke betale seks måneders løn. Så det er nemmere, end man tror,« siger han.

Han er mere bekymret for, at H&M – modsat eksempelvis danske Bestseller – har været for langsomme til at handle under coronakrisen:

»Nu har H&M ventet så længe, at der er betændelse i såret,« siger han og forklarer, at H&M og virksomhedens svenske rigmand ikke har handlet så resolut som den danske tøjmastodont Bestseller, der er ejet af milliardæren Anders Holch Povlsen,.

Bestseller greb ind tidligt i krisen og tilbageholdt huslejer og afskedigede medarbejdere.

Karl-Johan Persson, der er søn af Stefan Persson, har overtaget sin fars post som bestyrelsesformand for H & M.
Karl-Johan Persson, der er søn af Stefan Persson, har overtaget sin fars post som bestyrelsesformand for H & M. Foto: Jonas EKSTROMER
Vis mere

Men mere om det senere. For ser man på Stefan Perssons formue, er der en del at stå imod med.

Selv om formuen de seneste år er skrumpet fra over 260 milliarder kroner, hvilket rakte til en placering som verdens 18. rigeste mand tilbage i 2010, er Stefan Persson stadig noteret for at være 118 milliarder kroner værd ifølge Forbes.

Og det må siges at være ganske godt gået af en familie, hvis tøjimperium startede i den svenske by Västerås, som nok de færreste kender.

Det var tilbage i 1947, at Stefan Perssons far, Erling Persson, åbnede en butik ved navn Hennes, der solgte damebeklædning.

Butikken gik forrygende, og med tiden blev der også åbnet flere butikker i Sverige og derefter i Norge og Danmark.

Da stifteren i 1960 købte jagtbutikken Mauritz Widforss, startede salget af herre- og børnetøj, og butikken fik navnet Hennes & Maurtiz.

I 1970'erne kom kæden på børsen, og i 1980'erne og 1990'erne indtog man resten af Europa. Og det gik tilsyneladende så godt, at H&M i 00'erne satsede stort på USA og Asien.

Privat virker familien Persson ikke til at have for meget lyst til at stå frem i medierne – måske fordi dens milliardærstatus også har en bagside.

Den nu 72-årige Stefan Persson, der har tre voksne børn med sin første kone, Colette, har gentagne gange fået trusler på livet – ligesom flere danske rigmænd også har oplevet.

Det fik ham til i 2007 at søge om beskyttet identitet, skrev Aftonbladet dengang ifølge Berlingske.

Det forhindrede ham dog ikke gøre sig bemærket, da han i 2009 købte hele den engelske landsby i Hampshire for 25 millioner pund, hvilket i en nutidig omregning vil svare til over 200 millioner kroner.

Men siden har H&M været i modvind. Den engang så fremadstormende forretning har de seneste år haft udfordringer på indtjeningssiden.

Selv om omsætningen i 2018 steg med fem procent til 210,4 mia. svenske kr., faldt indtjeningen med 22,2 pct. til 12,6 mia. svenske kr.

Flere kritikkere har peget på, at kæden var for langsom til at omstille sig og satse stort på netsalg:

Og det er her, bekymringen fra Anders Drejer fra Aalborg Universitet kommer ind:

»Jeg ser egentlig dystre udsigter, hvis ikke man i den branche får omstillet sig. Forbrugsmønstret har ændret sig markant inden for de seneste ni måneder, tror jeg. Jeg tror, at det her er et tegn på, at der er nogle sociale forandringer på vej. Hvor folk vil handle mere på nettet og hellere have noget bæredygtigt tøj og så videre,« siger han.