Den hjertesyge influencer Line Hoffmeyer er blevet indlagt på Skejby Sygehus.

Det deler hun selv i et opslag på Instagram.

Tidligere på måneden havde den 30-årige influencer delt, at hendes rutinetjek af hjertet, som hun fik transplanteret for ti år tilbage, ikke var gået som håbet, og at hun derfor måtte til flere undersøgelser.

Nu fortæller Line Hoffmeyer så, at de til kontrollen den dag fandt »en forsnævring på kranspulsåren, som de måske ville ha’ udvidet med ballon eller stent i dag«.

Heldigvis var det ikke noget, lægerne vil gøre mere ved nu.

Desværre havde de dog også en dårlig nyhed til influenceren.

»Desværre har de også fundet at min krop er begyndt at danne nye antistoffer mod donorhjertet, hvilket er noget værre skidt,« skriver Line Hoffmeyer i det nye opslag.

Derfor har hun denne torsdag morgen fået foretaget en række biopsier, som hun afventer svar på.

Indtil da vil hun fortsat være indlagt på Skejby Sygehus.

»Jeg skal i noget forskellig medicinsk behandling og skal i løbet af de næste to uger have renset alt mit blod for antistoffer og have donorplasma ind mens jeg ligger her og kukkelurer på Hotel Skejby,« lyder det med et glimt i øjet.

»Og så håber jeg bare af hele mit dejlige donorhjerte, at min krop ikke bliver ved at producere de skide antistoffer, når først de, som er der nu, er blevet fjernet.«

Til B.T. fortæller Line Hoffmeyer, at hun ikke ønsker at tale med journalister i øjeblikket.