Den amerikanske komiker Bob Saget blev søndag 9. januar fundet død på sit hotelværelse i Florida. Han blev 65 år gammel.

Men blot tre dage før sin pludselige død gav han et interview til CBS Morning for at blandt andet at tale om den sjældne sygdom sklerodermi, som er en autoimmun gigtsygdom, der kostede Sagets søster, Gay, livet i 1994.

I interviewet åbner Bob Saget også op for, hvordan latter og hans passion for comedy hjalp ham gennem livets værste og bedste øjeblikke – udtalelser som ovenpå hans tragiske død fremstår ekstra hjerteskærende.

»Det var en forsvarsmekanisme, og det hjalp mig til at overleve. Det hjalp til at holde mig mentalt i live og ikke lade modgangen ødelægge mig,« fortæller Bob Saget.

Karrierevejen med at få folk omkring sig til at grine tog allerede form som 4-årig.

Her dansede han i dagligstuen og fjollede rundt i håbet om at få et grin ud af hvem end, der så med.

»Jeg kendte nogle vittigheder, men det var ikke rigtige vittigheder. Det var bare det, at jeg fik lov til at optræde, og jeg fik lov til at få folk til at grine,« siger han i interviewet.

Skuespilleren var som nævnt også med i interviewet for at sætte fokus på sygdommen, der tog livet af hans søster, ligesom han også var bestyrelsesmedlem i Scleroderma Research Foundation (SRF).

Blot få timer før hans død blev overskrifter i nyhedsmedier verden over, udgav SRF et blogindlæg, der netop var skrevet af Bob Saget.

»Jeg tænker på alle, der har mistet en elsket til denne sygdom. Ingen skal lide, som Gay gjorde, og det er derfor, jeg arbejder målrettet for en kur og er stolt bestyrelsesmedlem af denne forening.«