»Er han kvæstet? Har han gjort skade på sig selv? Trækker han vejret?«

Sådan lød spørgsmålene fra alarmcentralen, da en endnu uidentificeret kvinde 28. februar slog alarm fra Luke Perrys hjem.

Kort forinden havde hun fundet skuespilleren livløs.

Myndighederne i Los Angeles har nu offentliggjort lydoptagelserne fra alarmopkaldet, og her kan man høre en mandlige telefonoperatør stille kvinden opklarende spørgsmål om Perrys tilstand, skriver flere amerikanske medier.

I begyndelsen hører man kvinden fortælle, hvordan hun kom hjem og fandt skuespilleren.

Operatøren forsøger derefter at berolige kvinden, som til sidst bare siger:

»Skynd jer og kom.«

Det bliver for alvor klart, hvor alvorlig Perrys tilstand er, da kvinden til sidst beder ambulancefolkene om at træde speederen i bund.

ARKIVFOTO af Luke Perry.
ARKIVFOTO af Luke Perry. Foto: Eric Gaillard
Vis mere

Medarbejderen hos alarmcentralen giver kvinden besked på at blive, hvor hun er, fjerne eventuelle kæledyr fra rummet og ringe igen, hvis Perrys tilstand bliver værre.

Ifølge kendissitet TMZ var filmstjernen kontaktbar og i stand til at tale, da redderen nåede frem til hans hjem i Sherman Oaks i Californien ti minutter senere.

En lille uges tid senere sov Luke Perry stille ind - omgivet af sine to voksne børn, Jack og Sophie, sin forlovede Wendy Madison Bauer, sin eks-kone Minnie Sharp, og sine forældre og sin søster.

Det er endnu uvist, hvornår og hvordan den tidligere Beverly Hills-stjerne skal begraves.