For fire år siden fik Iben Hjejle en af sine bekendte til at fjerne hende fuldstændig fra de sociale medier.
Hun følte, at hun var blevet spændt efter en vogn, hun havde mistet herredømmet over.
»Vores hjerne er ikke beregnet til, at det hele skal gå så hurtigt, og at vi skal forholde os til alt muligt nonstop,« siger hun i et interview med Berlingske.
Hun måtte sande, at hun havde fået stress, og hun skammede sig over det.
Det var jo hende selv, der havde ladet sig rive med og glemt alt om ordet 'nej'. Og nu var det tid til at gøre noget ved det.
Selv om det stadig kan være svært for hende, forsøger hun nu at fordybe sig i samtaler.
»I stedet er jeg meget optaget af den form for samtale mellem mennesker med tid og rum til at kigge hinanden i øjnene, aflæse hinanden og lytte til hinanden,« siger hun.
Den slags samtaler finder man bedst hos børn og ældre mennesker, forklarer hun. De er mennesker i udvikling eller afvikling – det er hun optaget af.
Her kan man nemlig finde de lange og rolige samtaler, der hjælper hende med at komme ned i puls.
Hun tager stadig selv selv i at tænke alt for langt ud i fremtiden, mens hun er midt i en samtale om den nye forretning, der engang lå på et særligt hjørne. Men hun gør sit bedste for at lære af de langsomme snakke.
Noget andet, der kan få hende ned i puls, er kirkegårde.
Det kan lyde morbidt, medgiver hun, men hun kan mærke, at roen sænker sig, når hun sidder blandt de døde, der helt naturligt ikke skal videre. På en kirkegård er der ingen, der larmer eller skynder sig.
