Der er hevet priser hjem i kategorier som Årets Danske Clubhit, Publikumsprisen og Årets Danske Producer - og så er der streamet hits helt op til tre gange platin.

CVet tilhører den amerikanske musiker og producer Brandon Beal - og nu tyder det på, at hitmageren snart kan skrive et noget mere jordnært forhold på sit memoirer - nemlig hussælger. I hvert fald har 36-årige Beal netop sendt sin store villa i Greve Landsby på markedet.

Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Ejendommen ligger på en over 2.000 kvadratmeter stor grund og rummer i alt fire værelser fordelt på 173 kvadratmeter.

Ifølge salgsopstillingen fra ejendomsmægleren Danbolig Greve, der står for salget, fremstår huset moderne både ude og inde, ligesom der også både er masterbedroom, stue med pejs, køkken-alrum og to børneværelser.

Huset er udbudt til salg for 4.895.000 kroner, hvilket giver en kvadratmeterpris i omegnen af 28.300 kroner. Ifølge Boliga.dks oplysninger er det meget nær gennemsnittet for området i den vestlige københavnerforstad.

Brandon Beal købte sammen med sin frue, Kathrine, ejendommen for lidt mere end 4,1 millioner kroner tilbage i 2016. Det var samme år som musikeren hittede med singlen “Golden” featuring Lukas Graham - der lå nummer ét, en eksklusiv placering som Beal også tidligere har kunne bryste sig med, nemlig da sangen “Twerk it like Miley” i 2014 bredte sig over landet.

 

Varmt boligmarked på Vestegnen

Husmarkedet i Greve har ligesom mange af Københavns Vestegns-kommuner oplevet stigende huspriser over de senere år. I 2015 betalte huskøberne i kommunen således lige knap 19.200 kroner pr. kvadratmeter i deres nye hjem. Sidste år lød den samme gennemsnitlige kvadratmeterpris i Greve Kommune på 24.115 kroner, hvilket er knap 1.300 kroner mere pr. kvadratmeter end i 2018.

Også i Vestegns-kommuner som Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk, Høje-Taastrup og Ishøj har husene også kun haft priser, der på det seneste er gået opad. I alle disse kommuner betalte 2019s huskøbere således i gennemsnit mellem 21.000 og 31.000 kroner pr. kvadratmeter i deres nye hjem, det viser data fra Boliga.dk.

Området vest for Hovedstaden tegner sig da også for nogle af landets absolut korteste liggetider. Albertslund Kommune er det sted i landet, hvor køberne slår hurtigst til, her tog det i gennemsnit 80 dage at sælge et hus sidste år. Brøndby og Glostrup følger trop med 81 og 86 dage - og er således de steder i landet, hvor handlerne går næst- og tredjehurtigst.

Beal-parrets villa har på nuværende tidspunkt ligget til salg i godt tre uger - og er de ved at blive utålmodige, kan de trøste sig med, at den gennemsnitlige salgstid i Greve Kommune lyder på tre måneder, hvilket også er blandt landets helt korte salgsperioder.

I den modsatte ende af skalaen findes kommuner som Struer, Morsø og med den længste salgstid i landet; Lemvig. I alle tre kommuner har de solgte huse tilbragt over 300 dage på markedet, inden de er blevet solgt.

Se Brandon Beals hus her