Det var, da hun for første gang holdt sin nyfødte datter i sine arme, at noget brast inde i hende. Ikke bare bobler af lykke, men hele det værn, der i årevis havde beskyttet hende.

»Jeg vidste bare, at nu var jeg nødt til at bryde tavsheden. At holde denne smukke, uskyldige baby i mine arme var, hvad der skulle til. Frygten for, at det samme kunne ske for hende, var ubærlig,« siger Virginia Giuffre.

Af alle kendte ofre for den nu afdøde milliardær Jeffrey Epsteins seksuelle overgreb, er Virginia Giuffre dén, der får flest magtfulde rigmænd til at ryste. Ikke mindst engelske prins Andrew.

For selv om det krævede mod og en uskyldig datter i sine arme endelig at bryde tavsheden, er hendes anklager detaljerede og omfattende. Anklager om, hvordan hun, fra hun var 16, ikke alene blev misbrugt seksuelt, men også udlånt til Epsteins rige venner.

»Det startede med én. Så blev det til to og tre. Før jeg vidste af det, blev jeg lånt ud til politikere, akademikere og kongelige.«

»Jeg blev sendt rundt som et fad, et frugtfad,« siger Virginia Giuffre, som har angivet, at hun blev 'solgt' 30 gange – nationalt og internationalt – i løbet af de to år, misbruget stod på.

Da Epsteins kæreste Ghislaine Maxwell i sommeren 2000 spottede den unge, smukke pige ved poolen i Donald Trumps Florida-resort Mar-a-Lago, havde hun fundet, hvad der i hendes og Epsteins syge verden var det perfekte offer.

Virginia Giuffre kom fra et belastet hjem, havde været seksuelt misbrugt, siden hun var syv, levet på gaden som 13-årig og som 14-årig i månedsvis holdt fanget og misbrugt af en berygtet 65-årig sexhandler og hans netværk af pædofile.

Sådan så hun ud, da Ghislaine Maxwell spottede hende ved poolen i Donald Trumps resort Mar-a-Lago.
Sådan så hun ud, da Ghislaine Maxwell spottede hende ved poolen i Donald Trumps resort Mar-a-Lago. Foto: Netflix
Vis mere

Nu var hun 16, forsøgte at få sit liv tilbage på rette spor og havde netop fået sommerjob på Trumps resort i Palm Beach. Hun holdt pause ved poolen, lå og læste en bog om massageterapi.

Så da en venlig kvinde i eksklusive gevandter tilbød hende et job som fast massør for Epstein – et job, der ikke krævede erfaring – sagde kvinden – så 16-årige Virginia med ét en billet til drømmen om, at der måske alligevel fandtes en fremtid for sådan en som hende.

»Vi ses i aften,« vinkede Ghislaine Maxwell, da hun havde fået sit offer i nettet.

Kort efter fyldte Virginia 17. Fødselsdagen blev fejret med, at både Maxwell og Epstein angiveligt havde sex med hende.

Som fast 'massør' for Jeffrey Epstein var Virginia Giuffre med, hvorend han rejste hen, og i 2001 gik turen til London, hvor Ghislaine Maxwell havde et hus i den eksklusive bydel Begravia.

»I dag skal du møde en prins,« fortalte Ghislaine Maxwell ifølge Viriginia Giuffre en morgen. Samme aften dansede hun med en prins på en natklub. Prins Andrew.

»Gør for Andrew, hvad du gør for Jeffrey,« beordrede Maxwell i bilen på vej tilbage til huset.

»Det gjorde mig vildt dårlig. Det var ikke, hvad jeg forventede fra nogen, man ser op til. De kongelige.«

Det famøse foto fra 2001 af prins Andrew og Virginia Giuffre med Ghislaine Maxwell i baggrunden.
Det famøse foto fra 2001 af prins Andrew og Virginia Giuffre med Ghislaine Maxwell i baggrunden. Foto: Netflix
Vis mere

Billedet, hvor en glad prins Andrew står med armen rundt om hendes unge talje, og Maxwell smiler med i baggrunden, er fra den aften. Det var Epstein, der tog det.

»Du gjorde det virkelig godt,« roste Maxwell næste dag.

Overgrebet den aften var ifølge Virginia Giuffre ikke den eneste gang, hun blev 'lånt ud' til prins Andrew. Senere samme år gentog det sig i New York. Og det efterfølgende år som en del af et orgie på Epsteins caribiske ø.

Og så var der alle de andre, hun blev lånt ud til. Berømte advokater, politikere og forretningsfolk. Udlån, der blev fanget af Epsteins mange overvågningskameraer.

Efter Jeffrey Epsteins selvmord sidste år, kæmpede flere af hans ofre for, at sagen skulle fortsatte. Her ses Virginia Giufrre sammen med et af de øvrige ofre.
Efter Jeffrey Epsteins selvmord sidste år, kæmpede flere af hans ofre for, at sagen skulle fortsatte. Her ses Virginia Giufrre sammen med et af de øvrige ofre. Foto: ALBA VIGARAY
Vis mere

»Epstein forklarede helt specifikt, at det var for at have noget på dem, så de 'skyldte' ham,« som Virginia Giuffre udtrykte det i en skriftlig erklæring til retten.

Foreløbig har alle navngivne misbrugere – inklusive prins Andrew – afvist hendes påstande.

I efteråret 2002 lykkedes det Virginia Giuffre at flygte. Til hendes store held blev hun hovedkulds forelsket i australieren Robert Giuffre. De giftede sig på stedet, hun flyttede med til Australien, og snart fik de deres første søn.

Fortiden pakkede hun væk. Byggede et indre værn, der skulle holde smerten væk.

Men den nyfødte datter fik i 2010 værnet til at bryde sammen. Skammen og skylden over, hvor mange andre unge piger der var blevet misbrugt på grund af hendes tavshed, væltede ind over hende.

I 2011 tog hun bladet fra munden. Fortalte hele historien om Jeffrey Epstein og prins Andrew.

Siden har hun talt højt, stået i frontlinjen i kampen for retfærdighed for de hundredvis af kvinders liv, som Epsteins seksuelle misbrug har smadret. Mindst én har begået selvmord. Andre er landet i stofmisbrug, andre i angst og depression. Men for alle gælder det, at deres liv er blevet delt op i to. Et før og efter Jeffrey Epstein.

Da han sidste sommer blev fundet død i sin fængselscelle, blev Virginia Giuffre glad. Men da Ghislaine Maxwell i juli blev fængslet, græd hun. Af glæde.

Af de to anklagede sexkrænkere er Ghislaine Maxwell ifølge Virginia Giuffre den værste.
Af de to anklagede sexkrænkere er Ghislaine Maxwell ifølge Virginia Giuffre den værste. Foto: LAURA CAVANAUGH, HANDOUT
Vis mere

»Han var pædofil. Dem findes der ingen kur for. Hun er derimod et ondskabsfuldt monster. Hun fandt mig, groomede mig, misbrugte mig og overdrog mig til Jeffrey og hans venner,« siger hun og ser især frem til, at også prins Andrew bliver stillet til regnskab.

»Ghislaine Maxwell er kun begyndelsen. Også han skal i fængsel. Retfærdigheden er nødt til at ske fyldest. Han skal holdes ansvarlig,« siger Virginia Giufrre, som i 2015 stiftede organisationen Victims Refuse Silence.

»Uhyrerne er stadig derude. Og hvorfor de ikke er stillet til ansvar, gør mig rasende. Jeg vil kæmpe for det resten af mit liv.«

Kilder: The Australian, BBC, Miami Herald