Selv er Hillary Duff mere end tilfreds med den forside, hun netop har lagt krop til. Men andre er knap så begejstrede.

Sagen er, at skuespilleren, der netop nu er aktuel i tv-serien ‘How I met your Father’, optræder nøgen på forsiden af det seneste Womans Health.

Og det er ifølge journalisten Kate Ng ‘det sidste kvinder har behov for,’ skriver hun i en klumme i Independent.

Kate Ng mener, at Hillary Duff med billederne er med til at opretholde Hollywoods umulige kropsidealer.

Selv har den 34-årige Duff i forbindelse med, at billederne er blevet taget, sagt til kvindemagasinet:

»Jeg er stolt af min krop. Jeg er stolt af, den har produceret tre børn for mig.«

Tidligere har skuespilleren, der som ung lagde krop til rollen som Lizzie McGuire, fortalt, at hun har kæmpet med en spiseforstyrrelse. Men selvom billederne bliver lanceret under overskriften: ‘Det er tid til  at redefinere’, er forsiden langt fra den triumferende langfinger til Hollywoods umulige skønhedsidealer, som bladet påstår, altså, hvis man spørger Independents journalist.

Som bevis for sin påstand fremhæver hun dilemmaet i, at Hillary Duff har sagt:

»Jeg er nået til et sted, hvor jeg har sluttet fred med de forandringer, min krop har gennemgået.«

Samtidig med at hun selv har fortalt bladet, hvordan en makeupartist, før billederne blev taget, ‘gav hendes krop glød’, hvordan fotografen fik hende til at posere ‘i de mest flatterende positioner’ og sidst, at hun i månederne op til har trænet fire dage om ugen med en personlig træner for at ‘få slanke muskler’.

På en fanside for Disney-serien, ‘Lizzie McGuire’, bliver den 34-årige skuespiller nu sammenlignet med en ‘en god ældet vin’, et ordvalg, der gør journalisten endnu mere rødglødende.

»Ældet? Som god vin? Hvordan forventes en kvinde på 34 år egentlig at se ud,« spørger hun og slår til lyd for, at sammenligningen er både ‘skinger’ og ‘sexistisk’.

Selv siger Hillary Duff om foto-shootet:

»Jeg følte mig stærk og smuk og grinede en hel masse, mens jeg skulle posere uden mine højtaljerede mom jeans og de oversizede overdele, jeg normalt har på.«

Vil du have mere sladder fra ugen, der gik? Så hør med på 'Det vi taler om'.