For Hilda Heick var det overrumplende at komme til København fra en lille by midt på Sjælland. Eftersom familien ikke havde tv, anede hun ikke, hvordan der så ud andre steder. Den første, hun mødte, var Keld.

1. Plukkede naboens blommer

Som man kan se, var det meget højtideligt at blive fotograferet dengang. Min mor, Harriet, stod med mig og gjorde, som fotografen sagde. Min far, Aksel, ville absolut have, jeg skulle hedde Hilda – jeg har nogle gange tænkt, om han havde haft en kæreste, der hed Hilda før min mor, men det ville han ikke indrømme. Harriet havde alle mulige job – hun var ekspeditrice, strøg skjorter på et vaskeri og arbejdede i telefonkiosker. Hun gik ud af skolen som 14-årig og kom i huset, og da hun var 22, fik hun mig. En af de første ting, jeg husker, er, at jeg havde gjort noget slemt, da jeg var fem år. Jeg havde nemlig stjålet: Stukket mine små fingre gennem hegnet til naboen og plukket nogle blomster. Naboen havde set det og sagde det til min mor. Min mor blev så rasende på mig, at hun lukkede mig inde i et mørkt rum under trappen og råbte: ’Du må aldrig stjæle igen’.

2. Tiderne blev anderledes

Jeg boede ude på landet, nærmere betegnet i en by, der hed Nyrup, der ligger nær Sorø. Byen bestod af syv omkringliggende gårde og cirka tyve huse. Min mor var en rigtig glad pige, der sang og var med i komedier i forsamlingshuset. Det stoppede, da vi kom til København, og det slog min mor helt ud. Hun mistede det sociale liv, som hun elskede. Min far var mejerist og uddannet på landbrugsskolen, men tiderne blev anderledes for de små mejerier på landet, de blev lukket og slået sammen med de større. Han fik en stilling hos Lundbeck og Co., da vi flyttede til Valby, hvor jeg begyndte i anden klasse. Hvis ikke vi var flyttet dengang, havde jeg aldrig lært Keld at kende – der er nok nogle, der tænker: Bare hun var blevet der, så havde vi været fri for hende.

3. 1954 – 3.U

Det var lidt af en omvæltning at komme til København, vi havde jo ikke fjernsyn dengang og anede ikke, hvordan livet var uden for vores lille by. Dengang var dialekterne også mere fremtrædende. Jeg talte midtsjællandsk – med op på ’tauet’ og hos ’baveren’ og det blev jeg drillet for. Det er Keld i anden række yderst til højre, og jeg sad som nummer tre fra højre på første række. Han var den første dreng, jeg mødte i København. Og som jeg siger: Der faldt skæbnen mig i ryggen, for jeg har fulgt efter ham lige siden. Der gik 1.200 elever på den skole, vi kom til, og derfor sagde min mor: ’Jamen, mit barn dog, hvordan skal vi finde ud af, hvor du skal i skole?’. Men så mødte vi den pæne dreng – Keld – og hun spurgte: ’Undskyld, men du kunne vel ikke fortælle mig, hvor 2.U er?’. ’Jo da, for der skal jeg selv hen’. Der kom min mor og jeg sjoskende efter Keld. Og det har jeg så gjort lige siden.

4. Kunne næsten læse før skole

Vi var ikke mange børn på den lokale skole i Vanløse, nabobyen til Nyrup, der var fem klasser med 70 elever i alt. Skolen havde kun tre klasselokaler og en gymnastiksal, derfor underviste lærerne på skift det ene og det andet klassetrin, 30 minutter til hver. Jeg kunne næsten læse, da jeg kom i skole. Mine forældre syntes det var sjovt at lære mig det med Ole Bole. Jeg var enebarn, og mine forældre gik meget op i, hvad jeg kunne og ikke kunne. Jeg har aldrig tænkt over, at det var et problem at være enebarn, undtagen da mine forældre blev syge og lige pludselig behøvede mig. Begge mine forældre døde i 2004 – de blev sammen hele livet – selv om de ikke altid var lige gode venner.

5. Sidste skoledag

Her var det sidste skoledag. Er du rigtig klog, vi var nogle seje sild dengang, og jeg var også noget tyndere. Da var håret sat op til narrestreger, og man gik i højhælede sko i skole. Og jeg husker, den var meget orangefarvet, den bluse. Jeg gik meget op i, hvordan jeg så ud, og jeg kendte jo også Keld, så jeg mente, jeg måtte shine mig op, så han syntes, jeg var den pæneste af alle pigerne. Jeg var ikke løssluppen, jeg har aldrig kendt andre end Keld. Jeg var faktisk utrolig forelsket i ham, og han sagde også, han var det i mig. Han blev i hvert fald med mig. Vi har aldrig haft en pause. Vi kan godt være rasende på hinanden, sådan skal det også være, men aldrig holdt pause. På et meget tidligt tidspunkt besluttede vi, at tingene skulle snakkes igennem, hvis der var noget, man var rasende over.

6. Uromantisk frieri

Jeg arbejdede på kontor og havde hørt, at der blev arbejdet på et nyt højhus - Domus Vista – og der kunne man få lejligheder, og vi drønede ind på ejendomskontoret og sagde, vi gerne ville ha’ en. Vi fik en på ottende sal med billig husleje, fordi de stadig byggede. Den pæne dame på kontoret sagde, at vi skulle være gift inden seks uger, efter vi havde fået lejligheden. Vi kiggede i kalenderen og så sagde Keld, at den 24. august, der har jeg ikke noget. Det var det frieri, meget romantisk. Vi havde jo også kendt hinanden længe og burde være blevet gift før. Annette kom til verden, da jeg var 25. Vi kom aldrig til at være en del af den flippede 68-generation, vores opdragelse forbød os det. Vi var opdraget til at opføre os ordentligt. Vi var flinkeskolen selv, det der flipperi var slet ikke os. Jeg syntes, en stor del af flipperne var naragtige og ansvarsløse i meget af det, de gjorde. Hvis man har sat børn i verden, kan man ikke være fuld hver aften.

7. En stærk, men også stædig pige

Annette var et meget bestemmende barn, hun havde sin egen vilje fra begyndelsen. Hun var sød og sjov, men havde også sine egne meninger, hvis hun sagde ’nej’, skulle der meget til at bøje hende. F.eks. dengang hun havde fået mælkeallergi, da sad hun i en høj barnestol, og lægen mente, at jeg skulle prøve at give hende lidt mælk. Hun skubbede koppen på gulvet. Jeg prøvede igen, med samme resultat. Og så sagde jeg: ’Hvis du skubber den ned igen, får du for første gang en endefuld’. Hun kylede koppen ud over hele køkkenet, og jeg hev jeg hende op af stolen og satte hende ned igen i vrede, men straks efter gik jeg ud i entreen og sad og tudede. Hvordan kunne jeg dog være så åndssvag. Hun har altid været en stærk, god og kærlig pige. Hun kan gå gennem ild og vand for sin familie.

8. Nykøbing F.

Keld og jeg havde snuset til det med at lave revy på Amagerscenen og Lindenborg Kro, og pludselig spurgte Jan Hertz os, om vi ikke kunne stå for Nykøbing Falster Revyen, for Flemming Krøll ville gerne ha’ en pause. Vi var i al hemmelighed til et møde med borgmesteren om det og dagen efter læste vi i BT, at vi skulle være de nye revyfolk dernede. En journalist fra Folketidende havde nemlig set os snige os ud ad bagdøren. Vi havde egentlig ikke besluttet os endnu, men kunne ikke sige nej. Det var noget af et job med 26 ansatte, og det gik rigtig godt første sæson, men anden sæson gik det slet ikke godt, da det var slut, stod vi med en gæld på 541.000 kr. Med et lån i huset og fire sæsoner til blev der heldigvis rettet op på det hele – og vi fik venner for livet på Falster.

9. Pionertiden med edb

Jeg kom i kontorlære hos Lundbeck og arbejdede med fakturering, men senere kom jeg til edb-afdelingen. Det var i pionertiden, hvor man lavede diagrammer til programmernes logiske opbygning i hånden. Jeg begyndte med at programmere i Fortran og Cobol, og jeg husker, at vi fik den første harddisk omkring 1969. Jeg syntes, det var sindssygt spændende, og da jeg var færdiguddannet hos Lundbeck, havde jeg fået tilbudt job hos Regnecentralen, men hos Lundbeck sagde de, at jeg var jo den eneste, der kendte til deres kodebånd, så derfor fortsatte jeg altså der i 18 år.