I øjeblikket bruger hun tiden på at danse sig ind i danskernes hjerter i 'Vild med dans'. Med store smil og grin står Hilda Heick på scenen som det naturligste i hele verden.

Men sådan har det ikke altid været for den 74-årige sangerinde.

I et interview med Hendes Verden mindes hun den spæde start af sin sangkarriere. Dengang hendes ægtemand, Keld Heick, hev hende med på scenen foran et ocean af mennesker.

Keld Heick var allerede en kendt og populær mand, der optrådte med flere bands, da han fik problemer med stemmen.

Lægens besked var klar: Han måtte ikke bruge mere end én time dagligt på sangen. Derfor gik han solo.

Han fandt dog hurtigt ud af, at en solokarriere kan være en ensom færd, så han overtalte Hilda Heick til at tage med ham ud på landevejene.

Det var 1. februar 1981. Hilda Heick skulle for første gang optræde side om side med sin mand på Pejsegården i Brædstrup. Men så skete det. Hun frøs.

»Jeg havde vel regnet med, at der kom 50 mennesker, men da vi skulle på, sad der 700 og ventede. Jeg gik totalt i baglås og sad og græd i garderoben, men så skældte Keld mig ud. ”Nu tager du dig sammen. Vi har skrevet under på en kontrakt, og så gør man det, man er blevet bestilt til”, sagde han,« fortæller den i dag garvede sangerinde og fastslår:

»Du kan tro, han kan være skrap, og han ved, hvordan han skal provokere mig.«

Hilda Heick overkom som bekendt sin nervøsitet, og sammen med sin mand har hun siden 80'erne været et af dansktoppens største navne. Næste år tager parret, der har været gift siden 1968, på jubilæumsturné.

Indtil da hygger Hilda Heick sig med 'Vild med dans', hvor hun danner par med Michael Olesen. Indtil videre har Keld Heick været med på sidelinjen under begge liveshows.