Tidligere statsminister Poul Nyrup og hans kone Lone Dybkjær kobler af i deres sommerhus. Jørgen de Mylius elsker at gå rundt i byen, og Asger Aamund ynder at tage en dukkert i bølgerne. Og så er der selvfølgelig kogekonen Camilla Plum, hvis søn for alvor fik sat Tisvildeleje på landkortet, da han for et par uger siden slagtede sin pony Tarzan på stranden.

Kendte har igennem tiden i stor stil valfartet til den lille nordsjællandske badeby Tisvildeleje og det omkringliggende Tisvilde.

Og de seneste år er byen blevet så populær, at den er blevet Nordsjællands svar på Skagen. Og det kan også ses på huspriserne.

Danmarks nye guldkyst - 6

(Hvis du læser med fra mobilen - se listen over de kendte her)

Det mondæne Danmarks invasion har nemlig ført til, at Tisvilde er blevet dyrere end jetsettets tidligere paradis, nordsjællandske Hornbæk. Det viser en opgørelse over kvadratmeterpriser, som Boliga har udarbejdet for BT.

Hele 25.197 kr. pr. kvadratmeter må man slippe, hvis man vil købe et sommerhus på den nye guldkyst. Til sammenligning er den gennemsnitlige udbudspris for en helårsbolig på Frederiksberg 24.596 kr. pr. kvadratmeter. Den høje kvadratmeterpris gør Tisvilde til Danmarks dyreste sommerhusområde.

Boligas direktør Ricco Zuschlag mener, at det er en ny trend, der har ført til, at Tisvilde har slået Hornbæk som det dyreste sommerhusområde.

- Når Hornbæk er for dyrt, så kigger man andre steder hen. Lidt ligesom Vesterbro i København, der heller ikke var særlig dyrt for nogle år tilbage, men nu er det blevet hipt, og det har ført til, at priserne er blevet presset op, mens de er blevet presset ned andre steder, forklarer han og tilføjer, at Boligas opgørelse dog ikke medtager Skagen, da der er solgt for få sommerhuse til, at man kan lave en statistik.

En anden grund til, at Tisvilde er så dyrt og populært er, at det ligger tæt på København.

- I københavnsområdet nytter det ikke noget at have et sommerhus, som ligger f.eks. i Skagen. Hvis du så skal på weekendtur, så kommer du ikke af sted. Det tager jo fem timer hver vej. Så er det nemmere med Tisvilde og Hornbæk, hvor du kan være fremme på 50 minutter, siger Ricco Zuschlag, der også fortæller, at samme tendens ses i byerne Otterup og Odder, der ligger tæt på henholdvis Odense og Aarhus. Her er sommerhuspriserne også nogle af landets højeste.

Mere uberørt

Liebhaverejendomsmægleren Jan Fog har også lagt mærke til Tisvildes nye status af kendis-sted. Han har ikke selv sommerhus i badebyen, men er kommet der meget som barn.

- Der er sket det, at en stor del af det mondæne klientel er flyttet fra Hornbæk til Tisvilde, og det skyldes, at Tisvilde har været mere uberørt. Det er det så måske ikke så meget mere. Og når det ændrer sig, så forsvinder det attraktive. Det jomfruelige forsvinder, siger kendis-mægleren.

Stedet at blive set

Den kendte erhvervsmand Asger Aamund, der også gennem mange år er kommet i Tisvilde, fremhæver byens fred og ro som noget af det bedste. Han undrer sig over, at byen pludselig er blevet så populær blandt jetsettet.

- Jeg har haft sommerhus her i 25 år og er kommet her meget som barn, men jeg kommer her ikke for at føre mig frem. Jeg kommer her for at føre mig tilbage, kan man sige. Jeg har en hård arbejdsdag, så jeg bruger sommerferien til at svømme om morgenen, til at spille tennis, bage brød og skrive artikler. Jeg deltager ikke i det sociale liv, der er i Tisvilde, hvor det gælder om at komme i de specielle kredse. Men hvis man ønsker at blive set, så er det her stedet, siger han.

Her bor de kendte:


(Hvis du læser med fra mobilen - se grafikken hvor de bor her)