Supermodellen Helena Christensen tog ophavet til sine gode gener med til Danish Fashion Awards.

Helena Christensen er en sjælden gæst på dansk jord. Men i aftes gæstede supermodellen Danish Fashion Awards i København, og hev sine forældre Elsa og Flemming med i byen.

- Ja, jeg har taget 'de unge' med i byen. Jeg elsker at være sammen med mine forældre. Og det var en rigtig god chance i aften til at få en dejlig middag sammen med dem, siger supermodellen til bt.dk

Helena Christensen var iført en smuk silkechiffonkjole fra Phillip Lim, og en choker designet af vennen Leif Sigersen.

- Jeg er i Danmark for en kort bemærkning, og så er det tilbage til sommer, siger Helena Christensen, der på trods af sin forholdsvis høje alder (hun er en årgang 1968) stadig er eftertragtet på podiet, og de glittede sider.

- Det er dejligt at jeg kan blive ved med at arbejde indenfor denne branche. Der sker en masse spændende ting, og der sker også en masse kedelige ting hvilket er dejligt, for så har man den gode balance. Jeg kan godt lide at lave ingenting, og jeg elsker at lave en masse ting også, siger Christensen, der skal uddele årets etiske pris ved Danish Fashion Awards.

Christensens gode gener, forældrene Elsa og Flemming var tydeligt glade for at være i byen med datteren.

- Det er rart at have hende hjemme igen, siger Helenas far Flemming til bt.dk