I et nyt interview fortæller den tidligere fotomodel Renée Toft Simonsen, hvordan hendes fremtidsplaner ser ud med musikeren Thomas Helmig.

Siden det kom frem, at sanger Thomas Helmig og hans kone Renée Toft Simonsen, havde sat deres hus til salg, har rygterne virret om en mulig skilsmisse i farvandet.

Nu afkræfter den tidligere model Renée Toft Simonsen alle rygter i et stort interview i Børsen.

- Nej, vi er ikke gået fra hinanden, og hvis vi var, kom det vist heller ikke nogen ved.

Så kontant var beskeden fra den tidligere model, nu psykolog og forfatter. Hende og husbonden Thomas Helmig har det fint i Aarhus med deres tre delebørn og ene fællesbarn.



Grunden til hussalget ligger altså ikke i en krise, men derimod en forandring, ifølge Børsen.

- Vi har jo købt lejlighed i Aarhus. For vi skal være bymennesker nu, fortæller Renée Toft Simonsen i sin frokostpause på Den Danske Filmskole i København, hvor hun pt. studerer.
 
- Børnene er så store nu, at de alligevel snart alle er på vej væk. Huset er dyrt, og der er meget at holde. Thomas og jeg kan godt lide at bevæge os, fortæller hun om sig selv og husbonden, som sammen også har et hus i Andalusien.
 
Selvom parret er klar på forandring og sikkert finder sig en luksuriøs og lækker lejlighed i indre Aarhus, er det alligevel med en smule vemodighed, at de flytter fra det over 100 år gamle hus i Risskov uden for Smilets By.



- Det bliver vemodigt, for det hus har været en kæmpe tryghed for mig, for os. Nu kommer der så noget nyt, der også bliver spændende, siger Renée Toft Simonsen til Børsen.

Sangeren Thomas Helmigs luksusbolig uden for Aarhus kan blive din for 15,8 millioner kroner.