Det ligger allerede nu fast, at der kommer flere afsnit af 'Familien fra Bryggen'.

Det sidste afsnit af den 16. sæson ‘Familien fra Bryggen’ er netop løbet over skærmen på TV3, men der er ingen grund til at være alt for ked af, at du nu skal undvære den folkekære familie.

For selv om der går lidt tid, før du ser dem på skærmen igen, så ligger det allerede nu fast, at der kommer endnu en sæson.

TV3 bekræfter nemlig over for Realityportalen, at der kommer en ny sæson af den populære serie. Det vides dog endnu ikke, hvornår du kan glæde dig til igen at følge Linse, Cengiz, Geggo, Alba, Didde og alle de andre sjove karakterer fra ‘Familien fra Bryggen’, men sikkert er det, at de vender tilbage til skærmen – og hvis det står til dem, så kommer der mange flere afsnit. Det fortalte Linse sidste år til Realityportalen.dk

'Jeg vil lave ‘Familien fra Bryggen’, indtil jeg bliver Mopper og til sidst dør. Og indtil Alba bliver Mopper og dør. Lige så længe, der findes flow-tv – eller nej, det behøver vi faktisk ikke, for vi går bare digitalt', sagde Linse med et grin og fortsatte:

'Ej, vi bliver ved, indtil TV3 sparker os ud, eller når seertallene ikke er gode nok længere. Men det er de. Vi har ingen intentioner om at stoppe nu. Vi havde brug for pausen, men ellers har vi altid sagt, at vi vil blive ved, så længe vi synes, det er hyggeligt og sjovt. Og det gør vi bestemt stadig', slog Linse fast.

Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk