Når Guldtuben 2018 den 22. september for andet år i træk afholdes i Royal Arena i København, bliver det med de populære Youtube-stjerner Rasmus Brohave og Julia Sofia som værter. De kommer til at dele scenen med karakteren 'Magic Mrtin' kendt fra DR3's satireunivers.

Efter sidste års store succes, hvor komiker Magnus Millang var vært, og især Anders Matthesen løb med opmærksomheden med sin parodi på en lidt for gammel 'influencer' Jannik Rundholdt, der sendte svinere afsted imod aftenens nominerede, har man i år valgt at køre showet med en værts-trio.

Rasmus Brohave, der sidste år løb med prisen som årets 'Vlogger' og generelt anses som en af de største Youtube-stjerner i Danmark, kalder det en kæmpe ære at få lov til at være vært på Danmarks største show for internet-stjerner.

»Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at råbe - eller nærmere skrige - velkommen i Royal Arena. Og fantastisk at vi i år er tre værter  - så er vi endnu flere til at starte festen og til at hylde vinderne,« siger han i en pressemeddelelse.

Julia Sofia, er ligeledes en populær skikkelse på de sociale medier og nåede sidste år ud til et 'voksent' publikum, da hun fik en femteplads i 'Vild med dans' på TV 2. Hun glæder sig naturligvis også til at være vært for Guldtuben.

»Siden det blev afholdt for første gang, har Guldtuben markeret sig som nogle af de største aftener i mit liv,« siger hun i en pressemeddelse.

Som aftenens store underholdning dukker popstjernen Christopher op og spiller et par sange. Efter en længere pause fra de sociale medier, vendte han i april tilbage til offentligheden med singlen 'Bad', som indtil videre har opnået næsten syv millioner afspilninger på Spotify.

Billetter til Guldtuben kan findes på ticketmaster og koster omkring 300-400 kroner.