Den 49-årige designer blev ramt af depression og dødsangst efter sin konkurs

Da Henriette Zobel lagde sit tøjfirma Pureheart i graven sidste år, blev det samtidig begyndelsen på sit livs nedtur. Tomrummet efter designereventyret efterlod hende dødtræt. Hun mistede selvværdet, og midt i efteråret konstaterede hendes læge så, at hun havde en depression.

Det fortæller Henriette Zobel nu i et stort interview med ugebladet Søndag.

- Jeg havde to dage, og det var bare to dage, men to dage, hvor jeg kun kunne ligge på min seng og koncentrere mig om at trække vejret. Jeg var afsindig bange for at dø. Jeg har ikke haft ret mange angstanfald, men dem, jeg havde, kom dér. Og i de angstanfald kunne jeg ikke andet end at koncentrere mig om at trække vejret, mens jeg lå og tænkte: Man kan faktisk dø af det her! siger hun til ugebladet.

Det hele ramlede efter en rejse ovenpå konkursen. I stedet for at komme hjem til
sit firma, sine kolleger, vendte hun hjem til en tom lejlighed, og til langsomt blev alt bare mere og mere sort.

- Oveni kom den dårlige samvittighed over, at jeg ikke svarede folk og isolerede mig mere og mere. Og på samme tid følte jeg mig enormt ensom, fortæller hun.

Meditationen, som hun ellers tyede til, hjalp ikke, og Zobel kom i stedet i årets sidste måned i kontakt med en psykiater, som har hjulpet hende ovenpå.

I dag bor hun i en lejlighed på 70 m2, hvor stuen har samme størrelse som det walk-in-closet, hun engang havde. Hendes 18-årige søn er flyttet ind og har overtaget soveværelset, så Henriette Zobel selv bor og lever i stuen. Men hun har fået sig selv tilbage - og sin kreativitet, som hun siger.