Interview. Torsdag i forrige uge havde hendes mærke, Pureheart, 10 års jubilæum. Mandag måtte hun erklære det konkurs. Henriette Zobel står over for en helt ukendt fremtid. Og er både bange og glæder sig lidt til at se, hvad der sker
- Vi skal nok holde øje med dig. Jeg ved, du finder på noget igen, og så finder vi dig.En midaldrende dame står med hænderne fulde af silkekjoler i klare farver, som hun lægger på disken. Nedsat, nedsat, nedsat. Foran hende står Henriette Zobel, høj, slank, bølgende lyst hår, sval, de mest blå øjne og elegance som en mynde. En sort silkekjole, lange, brune ben, velplejede fødder i sorte klipklappere og en halskæde med et fredstegn. Henriette Zobel nikker og smiler.
Hun har for få timer siden indsendt en konkursbegæring til Sø- og Handelsretten.
LÆS OGSÅ:
Torsdag i forrige uge fyldte Pureheart 10 år. Fire dage senere kl. 12.52 trykkede hendes PR-chef på send-knappen. En pressemeddelelse til landets medier, hvor hun fortalte, at hun måtte lukke firmaet. Kulminationen på et månedlangt forløb, hvor hun har forsøgt at redde Pureheart. På søvnløse og tankefyldte nætter, lange, lange dage foran computeren og hovedet fuld af tal. Og endelig beslutningen om, at det måtte være sådan. Slut.
- Tak, siger Henriette Zobel til kunden, der ønsker hende alt godt og held og lykke. De har ondt af hende, så man næsten kan mærke medfølelsen bølge gennem rummet. Men hun har ikke ondt af sig selv.
For det her er ikke en trist historie, selvom det sagtens kunne lyde sådan. Det er ikke historien om et menneske, det er synd for. Om et offer. Eller om en, der er flov over, at tingene gik galt. Det er bare en historie om et firma, der ikke klarede pynten. At blive ramt så hårdt af finanskrisen, at man er nødt til at sige det højt, selvom det lyder som en kliche.
Men det er også en historie om at turde se sandheden i øjnene, at tage ansvar for det, man står midt i. Og at vide, at det man gør, har man gjort så godt som muligt.
- Jeg lukker Pureheart ordentligt.
Henriette Zobel sidder i sit kontor. Reolerne er langsomt ved at blive tømt. Skrivebordet ryddet. Hvide vægge, blanke overflader. Hun er betænksom og venlig, undskylder, hun ikke kan byde »ret meget« og peger på blommer på en bakke. En ansat kommer ind med kaffe. Og små chokolader i guldpapir.
- Åh så er der da lidt mere, siger hun.
Henriette Zobel ansatte for knap et år siden en direktør, der skulle give hende mere rum til at være kreativ og udviklende. Som skulle stå for det økonomiske og praktiske, personalet og pengene. Men efter et halvt år dukkede der små tegn op på, at noget var galt.
Styr på alt
- Jeg har ALTID haft styr på mine tal. Jeg har da haft røde tal i perioder, men jeg har ALTID haft styr på hvorfor. Jeg har kunnet forklare min bank og folk, der støttede mig, hvorfor tingene var, som de var. Jeg er meget, meget struktureret, jeg har systemer og lister, og fordi jeg aldrig har været ansat noget sted, måtte jeg opfinde alle mine systemer selv. Jeg har vidst, hvad der skete og hvorfor. Men i marts opdagede jeg, at noget var helt galt.
Jeg har ALDRIG fået rykkere, men pludselig fik jeg mail fra mine gode leverandører, som jeg har arbejdet sammen med i mange år, hvor jeg tænkte ’Hvad sker der her? Hvad er det for en tone?’ I løbet af et par dage fik jeg tre mail, som alle indikerede det samme. Og så måtte jeg gå i gang og bede om at se alle tal. Også dem, der stod i et ark i en computer, der var glemt derhjemme.
Og tallene, da de endelig blev gravet frem, var ikke bare røde, men pulserende, neonlysende alt for røde, kæmpestore og skrigende: ’fare fare fare’. Pureheart havde under finanskrisen tabt mange penge, især i Spanien, kunderne betalte ikke altid for leveringerne, og selvom firmaet i perioden efter solgte ganske godt og holdt budgettet, blev der ikke tjent nok på hver enkelt solgt del. Sådan blev likviditeten langsomt men sikkert udhulet. Direktøren blev fritstillet, Henriette Zobel rykkede igen ind bag skrivebordet og gik i gang med at finde ud af, hvad der var op og ned på regnskabet.
- Det var et chok! Jeg gik i gang med at investigere og brugte uger på at finde ud af, hvad der var sket. Det var mit valg, da jeg ansatte en direktør og lagde ansvaret for – og overblikket over – økonomien fra mig. Men det var et forkert valg, og desværre ansatte jeg den forkerte.
Slut på et årti
Lukningen af Pureheart er afslutningen på et årti i hendes liv. Endnu en ti-årig periode. Hun var model i ti år. Hun brugte ti år på at skabe og drive et meditationscenter for sin indiske guru, Gurumayi. Hun havde Pureheart i ti år. Nu ved hun ikke, hvad hun skal. Men hun finder på noget, hun har altid gået sine egne veje.
Som da hun var barn og voksede op i et hjem som storesøster. To søstre, en bror. En mor, der syede tøj til pigerne. En morfar, der lærte hende at samle på frimærker. Han sad ved sit skrivebord, hun ved et lille bridgebord. Lærte at bruge pincetten, sætte frimærker i album, og hvilke man kunne bytte bort. Struktur og orden. Hendes mormor lærte hende manerer. At dække bord og arrangere blomster. Skifte tøj til middag. Hver dag. Et pænt og borgerligt liv, som den unge Henriette ikke passede helt ind i, så hun flyttede hjemmefra som 14-årig.
- Jeg var en meget uregerlig teenager, skal vi ikke bare sige det sådan.
Så hun kom på børnehjem og senere på kostskole, hvor hun gik i gymnasiet – til hun gik ud igen. Blev model i 1980erne, hvor modellivet var meget anderledes end i dag.
- Det var en dejlig tid. Det var dengang Ilona Sjögren og Marianne Winther også var modeller. Der var ingen makeup-artister, og vi havde selv tilbehør med. Jo mere man havde styr på det, jo mere populær var man. Når man blev booket, ringede de og sagde ’du skal have sorte støvler og den og den farve sko med’, og så kom man med sin kæmpe kuffert og havde tørklæder, bælter, sko og støvler med. Man var vel nærmest både stylist og makeupartist og model. Jeg boede i Paris, London, Milano og en del i Hamborg, siger hun.
