De har været gift i 35 år. Og at kærligheden efter alle disse år stadig er intakt, høres tydeligt i hans stemme, som næsten bobler af drenget begejstring, blot han tager hendes navn i sin mund.
»Jeg skal lige love for, at hun har haft evnen til at tackle mig. Det har hun virkelig,« siger Henning Jensen taknemmeligt om hustruen Solbjørg Højfeldt.
Når den 77-årige skuespiller tillægger dét stor betydning, er det ikke uden grund, erkender han ærligt.
»For en depressionsramt er jo nærmest i stand til at sende sine omgivelser ud i en depression,« siger Henning Jensen med en inderlig latter om den psykiske sygdom, der i over 40 år har været en del af den, han er.
Men han indrømmer dog, at da parret mødtes, kort tid efter han i 1979 var blevet udskrevet fra Rigshospitalets psykiatriske afdeling, var de indre dæmoner ikke ligefrem det første, han fortalte sin tilkommende om.
»Dem kendte hun ikke noget til,« siger han ligeud.
Depressionen holdt sig da også i ro i en årrække efter, at han og Solbjørg var blevet gift. Men da Henning Jensen var midt i 50'erne, brød den pludselig ud igen.
»Så snart der var optræk til noget, ringede jeg til den psykiater, der behandlede mig under indlæggelsen, og så ordnede vi det med den nye medicin, der er kommet,« siger Henning Jensen.
I over 40 år har han bevaret kontakten til sin 'redningsmand', som han igen fik brug for, da han var i sine 60'ere.
»Jeg var konstant medicineret i seks år på den laveste dosis. Og i de år spillede jeg nogle af de største og mest betydningsfulde roller på teatret i hele min karriere. Og det siger jo noget om, at man sagtens kan passe sit job, selv om man er medicineret.«
»Så i perioder af mit liv rammes jeg stadig. Men kan klare mig med den mindste dosis,« fortæller Henning Jensen om sit liv med depression.
Men at dømme efter hans kærlige stemme er hans kone Solbjørg nærmest også en slags medicin i sig selv.
»Når dæmonerne begyndte at stikke næsen frem, var hun fuldstændig ufravigelig,« siger han og fortsætter:
»Hun ynkede mig ikke, men behandlede mig simpelthen, som var det en brækket arm. 'Vil du have noget at spise?', 'vil du være alene', spurgte hun blot,« siger han rørt. Taknemmelig over, at hun aldrig har ladet sig skræmme af de mørke sider af ham.
»For det skal jo også siges, at jeg ikke er noget lyst gemyt i mig selv,« siger Henning Jensen, som de seneste otte til ni år ikke har haft anfald og tilbagefald.
»Men hun har haft evnen til at tackle mig. Det har hun virkelig. Og hun har aldrig beklaget sig med et eneste ord.«
