Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner. Løgner.

28 gange omtaler Ghislaine Maxwell den påståede sexslave Virginia Giuffre som en løgner i retsdokumenter, der hidtil har været skjult for offentligheden.

»Hun har løjet gentagne gange og ofte, og hun er en frygtelig fantast,« siger hun blandt andet om den i dag 37-årige kvinde, der blot var teenager, da hun stiftede bekendtskab med Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell.

»Alt, hvad Virginia har sagt, er en absolut løgn, og det er derfor, vi sidder i dette rum,« siger Maxwell i retsdokumenterne.

Kun den ene af de to mistænkte i den omfattende sag kan blive dømt. Jeffrey Epstein blev i 2019 fundet død i sin fængselscelle.
Kun den ene af de to mistænkte i den omfattende sag kan blive dømt. Jeffrey Epstein blev i 2019 fundet død i sin fængselscelle. Foto: LAURA CAVANAUGH, HANDOUT
Vis mere

Rummet, hun taler om, er et afhøringslokale. Året er 2016, og her afgiver hun sin vidneforklaring i en sag om hendes og Epsteins foretagene.

Hendes ord er blevet skriblet ned på i alt 418 sider, og det er dem, der nu er blevet offentliggjort.

Vidneforklaringen er i 2016 en del af et civilt søgsmål, hvor Virginia Giuffre har sagsøgt Ghislaine Maxwell for injurier – netop fordi sidstnævnte igen og igen har beskyldt det påståede sexoffer for at tale usandt, når hun har berettet om sine oplevelser med Epstein og Maxwell.

I 2017 blev sagen afgjort – til Giuffres fordel. Og Maxwell måtte herefter betale hende en anseelig – men ukendt – millionsum i erstatning.

Virginia Giuffre fotograferet foran en retsbygning sidste år.
Virginia Giuffre fotograferet foran en retsbygning sidste år. Foto: ALBA VIGARAY
Vis mere

Men hvorfor er en stak papir så interessante her i 2020?

Det er de, fordi de kan være med til at kaste lys over, hvilken rolle den i dag 58-årige rigmandsdatter spillede i den nu afdøde Jeffrey Epsteins store forestilling med formodet trafficking, seksuelt misbrug og pædofili.

Flere kvinder – ikke kun Virginia Giuffre – har beskyldt Ghislaine Maxwell for blandt andet at rekruttere dem til Jeffrey Epsteins formodede sexslave-imperium og selv tage del i overgrebene.

I starten af juli blev hun anholdt og sigtet for netop det. Hun nægter sig skyldig og har desuden gjort sit for at holde den tidligere vidneforklaring skjult. Har protesteret. Er gået rettens vej. Uden held.

En skitse af Ghislaine Maxwell, da hun i juli blev fremstillet ved retten i New York efter sin anholdelse.
En skitse af Ghislaine Maxwell, da hun i juli blev fremstillet ved retten i New York efter sin anholdelse. Foto: JANE ROSENBERG
Vis mere

Torsdag blev de offentliggjort.

I dokumenterne fremgår det, hvordan hun slavisk er blevet spurgt ind til hver en tænkelig detalje i forholdet til Epstein.

De to mødte hinanden i slutningen af 1980'erne. Fik et tæt forhold. Et romantisk forhold. I hvert fald til at starte med.

I 1992 ansatte Epstein hende, forklarer hun i dokumenterne. Hun stod for at hyre folk for ham. Men det var til husholdning og andet arbejde i rigmandens mange huse. Ikke som sexslaver, som flere kvinder ellers påstår.

Anklageren i New York peger på et gammelt billede af parret, da han i juli taler om sagen for pressen i forbindelse med anholdelsen af Maxwell.
Anklageren i New York peger på et gammelt billede af parret, da han i juli taler om sagen for pressen i forbindelse med anholdelsen af Maxwell. Foto: JOHANNES EISELE
Vis mere

»I al den tid jeg har været i huset, har jeg aldrig set, hørt, været vidne til eller haft kendskab til, at der har fundet den type aktiviteter sted, eller at nogen skulle have været i nød, hverken fra personalet eller nogen andre,« siger hun i vidneforklaringen.

Hun afviser desuden, at hun nogensinde skulle have set Epstein gøre noget upassende med mindreårige.

»Jeg kan kun vidne om det, jeg ved, Og jeg ved, at Virginia er en løgner,« siger hun.

Virginia Giuffre – tidligere Virginia Roberts – er et af de mest prominente og åbenmundede navne i sagen mod Epstein.

Ghislaine Maxwell fotograferet ved sin fars begravelse i 1991.
Ghislaine Maxwell fotograferet ved sin fars begravelse i 1991. Foto: SVEN NACKSTRAND
Vis mere

Mens det påståede offers navn igen og igen bliver nævnt i stakken af papirer, er der et andet, men ikke ubetydeligt navn, der ikke bliver nævnt én eneste gang.

Prins Andrew.

Noget, flere medier bemærker, da han spiller en af hovedrollerne i netop Giuffres forklaring.

Han er nemlig en af de profilerede mænd, som Giuffre blev »lånt ud til« af Epstein, og han skulle ifølge vidneforklaringer have forgrebet sig på hende i Maxwells London-hjem i 2001.

I retsdokumenterne forklarer Maxwell flere gange, at hun ikke havde kendskab til Epsteins forbrydelser.
I retsdokumenterne forklarer Maxwell flere gange, at hun ikke havde kendskab til Epsteins forbrydelser. Foto: CARLO ALLEGRI
Vis mere

Det var angiveligt det første af tre overgreb, der involverede den britiske prins. Prinsen nægter dem alle.

Selv om prinsens navn ingen steder fremgår af dokumenterne, er det efter alt at dømme ham, der bliver talt om, når Maxwell eksempelvis bliver spurgt:

»Så du siger, at det er en åbenlys løgn, når Virginia forklarer, at hun havde sex med (navn fjernet)?«

»Det, jeg siger, er, at hele hendes latterlige og absurde historie om, hvad der fandt sted i mit hus, er en åbenlys løgn.«

Arkivfoto af 60-årige prins Andrew, der nægter alle beskyldninger mod sig.
Arkivfoto af 60-årige prins Andrew, der nægter alle beskyldninger mod sig. Foto: JEAN-CHRISTOPHE BOTT
Vis mere

Om domstolen er enig, vil vise sig, når hun i juli næste år skal i retten.

Her er hun ikke alene tiltalt for sin rolle i Epsteins seksualforbrydelser. Hun er også tiltalt for at have løjet under ed, da hun afgav omtalte vidneforklaring i 2016.

Hendes mangeårige partner, chef, kæreste – eller hvad man nu skal kalde Epstein – vil dog ikke være der til at bevidne retssagen. Eller for den sags skyld selv blive dømt.

I august 2019 blev han fundet død i sin fængselscelle i New York, mens han afventede sin egen sag. Han havde begået selvmord.