En yderst entusiastisk Mads Mikkelsen, der danser rundt. Sådan tager den kendte skuespiller sig ud i en video, der lige nu florerer på de sociale medier.

Selv har Mads Mikkelsen ikke delt den på de sociale medier, men det er der til gengæld mange andre, der har.

Der er nemlig flere, der har lavet fanprofiler til ære for den danske skuespiller, og det er altså her, at videoen er blevet delt. Blandt andet er videoen blev delt både på en kinesisk og en fransk profil.

I kommentarfeltet på den franske profil er der kommet en del kommentarer, hvor folk roser Mads Mikkelsen for hans danseevner:

'Han drejede så perfekt på sine ben' og 'det skulle være ulovligt at være så talentfuld som ham', lyder nogle af kommentarerne blandt andet.

Men det er da ikke så underligt, at folk synes, at Mads Mikkelsen danser godt. Dans er nemlig ikke helt nyt for den 54-årige skuespiller.

Han har nemlig en fortid både som danser og som gymnast, så han ved altså lidt om, hvordan man bevæger kroppen.

Men hvad er egentligt meningen med videoen? Ifølge den franske profil er der en helt særlig grund til, at Mads Mikkelsen danser rundt. Det er nemlig en såkaldt 'behind the scenes'-video til filmen 'Druk', som havde premiere i Danmark torsdag.

Og det viser sig faktisk, at dansen er med i en af scenerne i filmen.

Mads Mikkelsen har en af hovedrollerne, hvor han sammen med Magnus Millang, Lars Ranthe og Thomas Bo Larsen spiller fire gymnasielærere, der vælger at eksperimentere med alkohol.

»Et drama om venskab, frihed, kærlighed – og alkohol,« står der i filmens pressemateriale.

Filmen har fået mange rosende ord og anmeldelser fra langt de fleste danske medier, og B.T.s anmelder var også begejstret for filmen og kvitterede med fem ud af seks stjerner:

»Thomas Vinterberg og Mads Mikkelsen har gjort det igen. Nu må de bare håbe, at coronakrisen ikke afholder publikum fra at tage i biografen, for 'Druk' fortjener et stort billetsalg,« lyder det blandt andet i anmeldelsen, som du kan læse her.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Mads Mikkelsens manager, men han er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelse.