I dag falder de i søvn i hver sin seng - i hvert sit hus. Efter 13 års ægteskab er de nemlig skilt. Men Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen er stadig hinandens bedste venner. Og begge er single efter bruddet.

Det fortæller Thomas Helmig i et nyt interview med Jyllands-Posten. Og på omslaget til sin nye cd ’KH Helmig’, der udkommer i næste uge, sender Thomas også en helt speciel besked til sin ekskone Renée.

I en pressemeddelelse afslørede det kendte danske par i sidste måned, at de var gået fra hinanden. I samme anledning understregede de begge, at bruddet var foregået i al fordragelighed. Og til BT sagde Renée:

- Det eneste, vi siger til hinanden igennem det her, det er, at nu skal vi bare passe på hinanden.

Og nu er det altså Thomas’ tur til at tage bladet fra munden. Og til Jyllands-Posten siger han bl.a.:

- Hun er min bedste ven, og jeg er hendes bedste ven. Det er der ikke ændret en skid ved, og de ting, som vi får næring af hos hinanden, er der ikke blevet skåret ned på. Jeg taler stadig med hende om en bog, jeg er begejstret for, og hvis jeg skal i biffen, er det hende, som jeg inviterer med. Den del af vores liv har ikke ændret sig. Men jeg lægger mig til at sove i en anden seng end hende. That’s it.

I interviewet gentager Thomas Helmig, at bruddet faktisk skete for noget tid siden.

Derfor er smerten ikke længere så intens. Thomas føler sig med egne ord ’ikke længere rundt på gulvet’. Han er ’okay kørende’.

Men komponisten bag ny-klassiske popsange som ’Nu da du har brændt mig af’ indrømmer også:

- Rent følelsesmæssigt er jeg mere på vippen, end jeg har været på andre tidspunkter. Jeg blev f.eks. meget rørt, da jeg var til en koncert med Bob Dylan.

I dag er de begge stadig aktive forældre til deres fælles søn, Hugo (15), og deres tre sammenbragte børn, Ida-Maria, Ulrikke og Jens Kristian. Men trods det store fælles ansvar understreger Thomas Helmig i Jyllands-Posten, at både han og Renee Toft Simonsen er single. Dermed henviser 49-årige Thomas Helmig til rygterne om en ny kærlighedsaffære med den jyske overlæge Tina Horsted, som popstjernen er blevet koblet sammen med.

Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen dannede par i 17 år - og de var gift i 13 år.