Helle Thornings-Schmidts skattesag.

Det var i den grad en sag, der fyldte avisoverskrifter landet over i sommeren 2010. Og det var en sag, som bestemt ikke har gjort noget godt for den tidligere socialdemokratiske statsministers syn på Skattestyrelsen.

Hun mener nemlig, at de har holdt ekstra meget øje med hendes finanser i forhold til andres.

Det fortæller hun i det nye afsnit af podcasten 'På Bagsædet – med Hav & Kamal', da værtsparret spørger hende, om Skat nogensinde har 'været efter hende'.

»Det har de i hvert fald! Skat elsker at være efter mig. Jeg tror måske, jeg er den, som Skat har været mest efter offentligt. Virkelig. De har været på sagen,« siger hun og fortsætter med at sende en stikpille efter styrelsen:

»De er nogle meget grundige mennesker derinde – i hvert fald over for nogen, men ikke over for alle.«

Det var i sin tid især B.T., der dykkede ned i Helle Thorning-Schmidts skatteforhold.

Det skyldtes, at den daværende statsministerkandidat dengang var højlydt fortaler for et højere skatteniveau for de mere velhavende danskere i samfundet.

B.T. fandt dog frem til, at Thorning ikke helt levede op til de idealer, hun selv forfægtede.

Det viste sig nemlig blandt andet, at Helle Thornings-Schmidts mand, Stephen Kinnock, i 2009 ikke havde betalt skat i Danmark, men i Schweiz, hvor han boede i hverdagene grundet sit arbejde.

Det viste sig også, at Helle Thorning-Schmidt stod som eneejer på familiens hus på Østerbro, hvilket betød, at den daværende statsministerkandidat modtog hele skattefradraget fra huset.

Derudover kom det ligeledes frem, at det kostede de danske skatteydere 140.000 kroner, at Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock valgte at sende deres ældste datter på privatskole i Wales.

Helle Thorning-Schmidt og hendes mand blev frifundet af Skat i september 2010, da Skat fandt, at Stephen Kinnoch ikke havde boet nok dage i Danmark til at skulle betale skat.

Og nærmest præcist ét år efter vandt Helle Thorning-Schmidt valget og blev Danmarks nye statsminister.

En stilling, som hun ikke savner den dag i dag, fortæller hun i den nye podcast med Hav & Kamal:

»Det er et fedt job at være statsminister, fordi man kan bestemme meget, og fordi man har et stort ansvar, men det er ikke noget, jeg går rundt og savner,« siger hun og fortsætter:

»Altså, det er da meget fedt, at man har nogen, der kører én rundt for eksempel. Og åbner dørene, når man skal ind i en bil og den slags ting, men ellers er der ikke noget, jeg rigtigt savner, selvom det er verdens fedeste job.«